Elbiler

Domstol stopper Teslas tyske Gigafactory

Søndag havde tyske miljøaktivister held til at få en domstol til at stoppe Teslas arbejde på Gigafactory 4 udenfor Berlin.

Det er ikke nogen nem opgave for Tesla at komme i gang med at opføre sin fjerde gigafactory uden for Berlin. En tysk domstol har netop bedt Tesla om at stoppe arbejdet midlertidigt på grund af protester fra tyske miljøaktivister, der mener, at fabrikken er en trussel mod både drikkevandet og dyrene i området.

Retten understregede, at påbudet er midlertidigt og underlagt yderligere høringer, der skal finde sted i løbet af denne uge. Det skriver BBC.

 

Tesla har endnu ikke fået den endelige godkendelse til at bygge fabrikken, der blev annonceret af Elon Musk under store fanfarer i november sidste år. Tesla har dog fået lov til at ”forberede grunden” på eget ansvar. Det involverer rydning af 91 hektarer skov og fældning af tusindevis af træer – noget der har provokeret miljøforkæmperne, der har samlet sig i organisationen Green League.

Opførelsen har i det hele taget været plaget af forhindringer. I starten af januar kom det frem, at skovrydningen ville gå ud over overvintrende flagermus. Tesla har siden lovet at flytte kolonier af både flagermus, skovmyrer og krybdyr i samarbejde med lokale skovfolk. I sidste måned måtte de tyske myndigheder også gøre kål på syv bomber fra Anden Verdenskrig, der blev fundet på området.

 

Tesla har købt næsten 300 hektarer land i Grünheide i delstaten Brandenburg. Det er meningen at grunden skal huse en kæmpefabrik, der skal producere en halv million biler om året og skal have 12.000 ansatte. Fabrikken skal både producere både Model Y, der forventes på markedet om få måneder, og Model 3.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.