StreamingTophistorie

DR-arkiv med en million udsendelser åbner for offentligheden

Det Kongelige Bibliotek har nu åbnet for sit DR-arkiv med en million radio- og tv-udsendelser fra 2006 til 2024.

Fra i dag kan alle danskere tage på tidsrejse gennem nyere mediehistorie. Det Kongelige Bibliotek har netop åbnet dørene til sit nye DR-arkiv – en digital skattekiste med op mod en million radio- og tv-udsendelser, der spænder fra 2006 til 2024. Og flere er på vej.

Det nye arkiv, som lanceres officielt mandag den 31. marts, giver befolkningen adgang til programmer, nyhedsudsendelser, dokumentarer og kulturindslag, som indtil nu har været gemt væk i DR’s egne systemer. Med få klik kan man nu gense både ikoniske og glemte øjeblikke fra de seneste to årtiers sendeflade – direkte fra sofaen derhjemme.

 

– Åbningen af Det Kgl. Biblioteks DR-arkiv er et vigtigt skridt i at åbne den danske mediehistorie og give danskerne mulighed for at genopleve, fordybe sig i og forstå vores fælles kulturarv, siger Bente Skovgaard Kristensen, direktør for Det Kgl. Bibliotek.

Det digitale arkiv er resultatet af medieforliget for 2023-2026, som blev indgået mellem regeringen og partierne SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. Med aftalen fulgte en bevilling på 110 millioner kroner, som har gjort det muligt for biblioteket – i samarbejde med DR og rettighedshavere – at udvikle og åbne det søgbare arkiv.

 

Radioudsendelser fra 1930’erne

Men åbningen i dag er kun begyndelsen. På sigt vil endnu flere udsendelser blive gjort tilgængelige, herunder ældre materiale fra helt tilbage i 1930’erne, som i dag eksisterer som rå, ubearbejdede optagelser. Samtidig vil nyere udsendelser løbende blive føjet til arkivet efter en fastsat karensperiode, som er aftalt med rettighedshaverne.

Det Kgl. Bibliotek lægger vægt på, at arkivet ikke blot er en nostalgisk legeplads, men også et redskab til forståelse. Formålet er at give danskerne adgang til mediehistorien, så vi bedre kan forstå, hvor vi kommer fra – og dermed hvor vi er på vej hen.

DR-arkivet er frit tilgængeligt for alle borgere. Det eneste, det kræver, er en internetforbindelse og nysgerrighed.

 

Hvad kan man finde?

  • Arkivet dækker DR’s flow tv og radio-kanaler. I første omgang perioden 2006-2024.
  • Rigtig mange af udsendelserne i DR-arkivet er genudsendelser, og det er en god nyhed. Det betyder nemlig, at du kan finde genudsendelser af udsendelser fra for eksempel 1970’erne og 1980’erne.

Hvad kan man ikke finde?

  • Nye udsendelser er begrænset af holdback på hhv. 30 dage, 6 år og 10 år – alt efter udsendelsestype – men de kommer i arkivet, når holdback perioden er ovre.
  • Der er udsendelser, som det ikke er muligt at få rettigheder til at lægge i arkivet, som for eksempel udenlandske filmproduktioner og sportstransmissioner.
  • Før 1987 blev udsendelser ikke systematisk gemt, derfor blev en del bånd desværre overspillet med andre udsendelser. De findes derfor ikke længere.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.