DRTVTophistorie

DRTV åbner nye livekanaler under OL

Når de olympiske lege går i gang, vil der samtidig lyde et startskud til tre helt særlige OL-kanaler, fortæller DRTV. Kanalerne skal supplere DR1 og DR2, når DR over de kommende uger sender mere end 1.000 timers direkte tv fra OL i Tokyo.

Den primære OL-kanal på DRTV viser OL døgnet rundt. I løbet af konkurrencedagen vil den zoome ind på de steder, hvor der kæmpes om guld, og så vil den sende det bedste fra dagen, når Tokyo er gået i seng, og vi venter på, at de næste konkurrencer begynder.

 

De to andre OL-kanaler fokuserer på de store dramaer og følelser, når der kæmpes om guld, sølv og bronze i en række forskellige discipliner, vi normalt ikke stifter så meget bekendtskab med.

– OL-kanalerne på DRTV giver både seerne mulighed for at vælge mellem flere sportsgrene i det øjeblik, de sker, men de gør også, at vi lynhurtigt kan ændre sendefladen, når vi overraskes af dygtige atleter, der pludselig står med medaljechancer i deres disciplin. Fleksibiliteten gør, at vi kan give atleterne al den opbakning hjemme fra Danmark, vi overhovedet kan, siger Peter Rosberg, der er publiceringschef i DR med ansvar for DRTV.

 

DR deler OL-rettighederne med Discovery Networks, og på DRTV kan man derfor se direkte med til ceremonierne og når der dystes i atletik, sejlsport, badminton, kvindefodbold, herrehåndbold, dressur, gymnastik, skydning, bordtennis, bueskydning, kano/kajak, volley, boksning, synkronsvømning, BMX, brydning – græsk/romersk, vægtløftning, karate, triathlon, baseball/softball, vandpolo, ridesport – spring, rytmisk sportsgymnastik og moderne femkamp.

Under OL giver DR også et dagligt overblik over alt det bedste fra OL med en top 5 på DRTV. Og allerede nu kan man varme op til, at faklen tændes med en masse OL-indhold på DRTV. Her kan man for eksempel se en række af spektakulære sportsdokumentarer om store sportsnavne som Usain Bolt, komme i olympisk praktik med Sara Slott Petersen eller Viktor Axelsen eller gense nogle af de største danske OL-øjeblikke.

For børnene er der også OL-dækning, når Ultra Nyt Sport med Ryan Lakou zoomer ind på OL.

 

OL går i gang den 23. juli. Ligesom EM i fodbold sendes OL i fuld HD 1080p50.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.