DS Automobiles har løftet sløret for DS N°8, en luksuriøs elbil, der lover en bemærkelsesværdig rækkevidde. Med en opgivet maksimal rækkevidde på 750 kilometer positionerer bilen sig som en af de mest langtrækkende elbiler på markedet.
Den nye DS N°8 er designet til at levere ekstraordinær rækkevidde, uanset om du vælger basismodellen eller topmodellen. Standardversionen har et batteri på 74 kWh, som giver en rækkevidde på 572 kilometer. Ønsker man endnu mere kapacitet, kan man vælge modellen med det større batteri på 97,2 kWh, der tilbyder op til 750 kilometer med forhjulstræk og 686 kilometer med firehjulstræk.
Selv ved en konstant fart på motorvejen – 120 km/t – kan bilen klare over 500 kilometer på en opladning. Dette gør bilen til et oplagt valg for dem, der ønsker at køre længere distancer uden at bekymre sig om opladning.
Rækkevidden er opnået ved en kombination af avanceret teknologi og optimeret aerodynamik. DS N°8 har en luftmodstand på kun 0,24 Cd, hvilket reducerer energiforbruget markant. Long Range-versionen har et opgivet forbrug på blot 1,29 kWh per kilometer, hvilket placerer den blandt de mest energieffektive elbiler.
Selv når opladning bliver nødvendig, sker det forholdsvis hurtigt. Bilen understøtter en maksimal ladeeffekt på 200 kW, hvilket gør det muligt at lade fra 10 til 80 procent på cirka en halv time.
Ifølge pressematerialet vil DS N°8 blive tilbudt med tre forskellige drivlinjer, der leverer henholdsvis 230, 245 og 350 hestekræfter. Topudgaven har to motorer og firehjulstræk.
Ud over den imponerende rækkevidde tilbyder DS N°8 et rummeligt bagagerum på 620 liter og mulighed for at trække op til 1.600 kilo.
Selv standardudgaven af DS N°8 er udstyret med et avanceret affjedringssystem, der er koblet til et kamera placeret øverst i forruden. Kameraet analyserer vejbanen i millisekunder og sender data til en styreenhed, der justerer affjedringen på hvert hjul. Systemet tilpasser sig vejens ujævnheder i realtid og forbedrer både køreegenskaber og komfort, lover DS.
DS N°8 forventes at ramme markedet sommeren 2025. Priserne er der endnu ikke informationer om, men billig bliver den næppe.