D et indflydelserige site DxOMark, der tester kameraer, har haft den nye iPhone XS Max på testbænken og skriver, at det er “et af de bedste mobilkameraer, vi nogensinde har testet”. Den nye iPhone ryger ind på en andenplads over bedste mobilkameraer overhovedet, men den kan ikke slå Huaweis tre-kamera-monster P20 Pro, der stadig ligger ensomt i toppen af listen. Sitet har kun testet Xs Max-modellen, men da kameraet i iPhone XS er identisk, forventer sitet samme kvalitet fra “lillebror”.
DxOMark fremhæver især en hurtig og præcis autofokus, men giver også iPhone XS Max-kameraet ros for evnen til at fange detaljer, en god farvemætning og for eksponeringen af motivet.
“Overordnet er billedkvaliteten virkelig god. Ud over god billedkvalitet i stærkt lys, er iPhone XS Max-kameraet også meget pålideligt og fanger konsekvent gode resultater skud efter skud. Autofokussystemet er blandt de bedste, vi har testet, og billeder skudt i Apples portrættilstand viser meget god motivisolering,” skriver anmelderen.
DxOMark fremhæver især iPhone XS Max’ evne til at hive detaljer ud af billederne (Fotos: DxOMark).
Til gengæld er der for meget støj i billeder, der er taget i dårlig belysning, ligesom billeder taget med zoom halter efter konkurenterne – i særdeleshed Huawei P20 Pro , der stadig er DxOMarks favoritkameratelefon. Blitzen er de heller ikke begejstret for; den har tendens til underbelyste skud.
Bokeh-effekten får ros, fordi den er blevet markant bedre end tidligere. Men den har stadig problemer med at adskille motivet fra baggrunden i mere vanskelige situationer. Se eksempel herunder. Et problem, som deles af stort set alle mobilkameraer.
iPhone XS Max får ros for bokeh-funktionen, men den har stadig udfordringer,
iPhone XS Max scorer samlet 105 point, hvilket giver den en andenplads over de bedste mobilkameraer på markedet. Listen toppes stadig af Huaei P20 Pro med 110 point. Du kan læse hele DxOMarks anmeldelse her . Her er den nuværende top fem, med links til vores anmeldelser af mobilerne: