Forhandlingerne om fremtiden for elbiler begynder i dag – og regeringens plan er knapt så ambitiøs som den forrige. Målet er nu at få 500.000 grønne biler på vejene inden 2030, hvilket er halvdelen af den mængde, som både Venstre, Enhedslisten, Radikale og SF har ønsket. Det skriver flere medier, men henvisning til en plan som regeringen vil præsentere senere torsdag.
For at få finansieret elbiler og pluginhybrider vil regeringen angiveligt hæve registreringsafgifterne på både benzin- og dieselbiler. Dyre biler får højere afgift end de billigste, men den præcise stigning er endnu ukendt.
Samtidig foreslår regeringen at indføre en kilometerbaseret vejaftgift, rettet mod tung transport; altså lastbiler og varevogne. Regeringen har ingen planer om at indføre en generel vejskat, men det kan der risikere at blive ændret på, når forhandlingerne om tiltagene går i gang torsdag aften. Ifølge Politiken har regeringens støttepartier nemlig set sig varme på den vejskat som Eldrup-kommissionen foreslog for et par uger siden.
Regeringen har indkaldt Folketingets partier til forhandlinger om elbilerne i aften – og der er lagt op til diskussion; både SF og Radikale er skuffede over regeringens udspil.
– Det er ærgerligt, at regeringen er så fodslæbende i forhold til at skubbe grønne biler ud på de danske veje. For os at se, så er det et meget vigtigt middel til at reducere CO2-udledningen fra persontransporten, at vi får én million elbiler ud på vejene inden 2030, siger SF’s klimaordfører Signe Munk til DR Nyheder.
I øjeblikket er elbiler under 400.000 fritaget for registreringsafgift, mens der kun betales 20 procent af afgiften på dyrere grønne biler. Men den aftale udløber 31. december, hvorfor de kommende forhandlinger bliver svært interessante, for alle, der overvejer at skifte til grønne biler i det kommende år.