Det koster danskere gennemsnitligt 5.930 kroner om måneden at eje en lille eller mellemstor elbil. Det gør det dyrt at eje elbil i Danmark, sammenlignet med andre lande i Europa. Kun i Finland og Schweiz er det dyrere, skriver finans.dk på baggrund af en ny analyse fra leasingvirksomheden LeasePlan
I analysen er der indregnet udgifter til reparationer, vedligeholdelse, dæk, afskrivning, renter, forsikringer, vejafgifter, moms samt opladning og dækker 18 europæiske lande.
Det er især afskrivningen på bilen, der gør det dyrt at eje elbil. Den udgør hele 59 procent af de samlede omkostninger over de første fire år i en elbil, og det skyldes, ifølge Leaseplan batteriet og det lave udvalg af elbiler.
– Vi forventer, at afskrivningen på elbiler vil blive lavere over de kommende år, efterhånden som der kommer nye modeller på markedet. Men for at komme dertil er vi nødt til at søsætte initiativer, der kan gøre det billigere for danske forbrugere og virksomheder at vælge elbil. På den måde kan vi øge efterspørgslen på elbiler, og det vil resultere i bedre batterier på sigt, siger Michael Olsen, der er adm. direktør i LeasePlan Danmark, til finans.dk.
Grækerne slipper billigst Grækerne kan glæde sig over, at de slipper billigst. Her koster det i gennemsnit 4.420 kroner om måneden at køre elbil. Altså 1.510 kroner mindre end i Danmark.
Men også i Norge og Sverige er det billigere at eje elbil; en svensker betaler i gennemsnit 1.214 kroner mindre om måneden, mens en nordmand slipper 350 kroner billigere, sammenlignet med Danmark. Dyrest er det som sagt i Schweiz, hvor man gennemsnitligt skal betale 7.062 kroner om måneden for at køre i en elbil.
Generelt dyrt at eje bil i Danmark Generelt, fortæller analysen, koster det 5.695 kroner om måneden at køre i en benzinbil i Danmark. Billigst er det at køre dieselbil. Det koster i gennemsnit 5.330 kroner herhjemme hævder analysen. Den kan hentes her (PDF, åbner i nyt vindue ).
Herunder den gennemsnitlige pris for at køre i elbil i de 18 europæiske lande:
Land Gennemsnitlig pris per måned Schweiz 7.062 kr. Finland 7.024 kr. Danmark 5.930 kr. Belgien 5.930 kr. Tjekkiet 5.901 kr. Norge 5.581 kr. Storbritannien 5.536 kr. Italien 5.521 kr. Spanien 5.432 kr. Tyskland 5.365 kr. Holland 5.365 kr. Østrig 5.343 kr. Irland 5.171 kr. Portugal 5.104 kr. Frankrig 4.866 kr. Sverige 4.807 kr. Ungarn 4.777 kr. Grækenland 4.420 kr.
kilde: Leaseplan /finans.dk