TeknologiTophistorie

Digital post lukkes ned i fire dage

I forbindelse med skiftet fra e-Boks til den nye Digital Post-løsning, vil digital post- systemet blive lukket ned i fire dage.

Mellem den 26. november og den 29. november 2021 vil man ikke kunne modtage eller besvare Digital Post fra staten, regionerne og kommunerne, fortæller Digitaliseringsstyrelsen. Det skyldes, at der skal overflyttes data fra den eksisterende e-Boks løsning til det nye Digital Post, som lanceres den 30. november.

Alle kan dog i perioden fortsat logge ind og læse deres gamle Digital Post fra myndighederne samt modtage ny post fra private virksomheder, som sender post via e-Boks.

 

Digitaliseringsstyrelsen skal i de fire dage flytte de sidste data fra den eksisterende løsning til den nye Digital Post-løsning for offentlige myndigheder. Derudover understøtter omstillingsperioden, at myndighederne sikkert kan foretage de sidste migreringer til den nye løsning, så de er klar til at sende vigtige beskeder i det nye Digital Post, når den nye løsning går i luften.

– Det er desværre altid ubelejligt, når myndigheder ikke kan komme i kontakt med virksomheder og borgere via Digital Post og omvendt. Men vi håber, at vi, ved at varsle myndigheder, borgere og virksomheder i god tid, mindsker generne ved denne planlagte periode, som strækker sig over fire dage, hvoraf to af dagene er weekend. Det er en teknisk nødvendighed for at understøtte en forsvarlig og sikker overgang, så den bliver så gnidningsfri som muligt for alle, siger Vicedirektør Adam Lebech fra Digitaliseringsstyrelsen.

 

Overgangen til det nye Digital Post skulle egentlig være sket i august måned, men blev udsat til ultimo november.

Med det nye Digital Post har borgere og virksomheder fortsat kun én postkasse fra det offentlige, men posten fra det offentlige kan tilgås via flere platforme: borger.dk, Virk, den nye Digital Post-app samt e-Boks og mit.dk.

Borgere og virksomheder skal ikke gøre noget for, at Digitaliseringsstyrelsen kan flytte deres gamle post over i den nye løsning til Digital Post.

 

Når du logger på Digital Post den 30. november, kan du igen modtage og besvare beskeder fra det offentlige samt finde og besvare tidligere modtaget post fra staten, regionerne og kommunerne.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.