Indtil videre har vi set masser af elektriske biler i mange forskellige udgaver – blandt andet det elektriske folkevognsrugbrød og Sion, den soldrevne, elektriske bil. Men nu kommer også den elektriske autocamper.
Lav rækkevidde udvides af solceller
En autocamper bliver jo ofte brugt til at køre ganske langt uden for byen – og derfor også langt fra opladningsmuligheder. Derfor er en elektrisk autocamper kun en god ide hvis den mere eller mindre kan oplades uden at komme i nærheden af en lader – og her kommer solceller ind i billedet. Den nye autocamper, kaldet e.Home, har kun en rækkevidde på ca. 160 km. hvis man ser på batterikapacitet. Men kombinerer man det med mulighederne for at oplade batteriet via solceller, er det måske ligemeget, for solcellerne kan generere 3000W, og selv på vores breddegrader vil solcellerne kunne oplade bilen ret effektivt både under kørsel og når den er parkeret.
Intelligent opvarmning
Udover selve fremdriften er der også tænkt i andre teknologier, der sparer på strømmen og gør autocamperen mere effektiv; blandt andet vil varmesystemet være baseret på materialer på ydersiden af vognen, der lagrer varmen fra dagens sol og frigiver den ud i autocamperen om aftenen. Det virker dog desværre kun, når temperaturen stiger til over 26 grader, hvilket er en ret sjælden begivenhed i Danmark.
Der er ingen detaljer om hverken pris eller tilgængelighed, men producenten Dethleff har prototypen med på en messe i Düsseldorf og lover, at den kommer på markedet.