Easter Eggs var for år tilbage, noget kun de færreste kendte til. Men efterhånden findes de i utroligt mange elektroniske medier lige fra spil over film til tegneserier . Og nu har også de normalt knastørre programmører bag Det Hvide Hus’ hjemmeside også fået øjnene op for fænomenet.
Det er sket i forbindelse med indsættelsen af Joe Biden som USAs 46. præsident. For at markere overgangen, har den officielle hjemmeside for Det Hvide Hus fået en overhaling. Designet er blevet mere lækkert og interaktionen med brugerne har fået et boost.
Easter Egg i HTML-kode Men det, der har fået mange op af stolene er, at der ligger et easter egg og venter på dem, der kan finde ud af at lede. Skjult i HTML-koden finder man en skjult besked fra Det Hvide Hus’ programmører.
“If you’re reading this, we need your help building back better,” står der. Det er en reference til Joe Bidens store økonomiske plan for at genoprette en amerikanske økonomi. Den hedder netop Build Back Better. Beskeden efterfølges af en webadresse. Den henviser til en side, hvor man kan ansøge om at blive en del af U.S. Digital Service. Det er et føderalt organ, som arbejder for at forbedre serviceringen af det amerikanske folk ved hjælp af teknologi og design.
Ved at lægge opfordringen ind i HTML-koden, regner U.S. Digital Service sikkert med, at det kun er personer med særlige evner indenfor programmering, der opdager den. Well – think again: hemmeligheden er allerede ude efter et døgn.
Opruster på digitale platforme Det kommer dog ikke som nogen overraskelse, at U.S. Digital Service vil opruste. En del af Joe Bidens plan til at bekæmpe Covid-19 er netop, at forbedre den digitale infrastruktur. Derudover har den nye præsident lovet at gøre alt for at bekæmpe cyberterrorisme. Det sker ikke mindst efter det omfattende Solar Wind-hack, som ramte offentlige og private virksomheder hårdt sidste år.
Synes du, at det lyder spændende med et job i den amerikanske regering? Så klap lige hesten en gang. For det første skal man have en ren straffeattest og kunne klare en narkotest. Ja ja, tænker du, det går nok. Men derudover skal du altså også være amerikansk statsborger. Skulle du nu være så heldig at du også kan opfylde det krav, så er det bare at sende en ansøgning afsted. Ifølge U.S. Digital Service betaler op til 170.800 $ om året – og så får du også en sundhedsforsikring med.
Du kan læse mere om easter eggs i denne artikel , som vi tidligere har skrevet.