Den havde han nok ikke lige set komme, den gode Albert. Genopstået som en 50 centimeter høj Einstein-robot, der kan lære fra sig og samtale om relativitetsteorien og andre matematiske emner. Nå ja, han kan da også sludre om vejret – og minde dig om dine kalenderaftaler.
Professor Einstein (robotten, forstås) kan både smile og rynke pande. Den har mere end 50 forskellige fagter, den kan bruge. Den kan endda fortælle jokes og række tunge.
Den har indbygget wifi-forbindelse, så den kan hente informationer i skyen og kommunikere med en app på iPhone og Android-telefoner. Og den forstår naturligvis, hvad du siger til den. Desværre holder batteriet kun til tre timers brug, førend Einstein må restituere i en oplader.
Udtænkt af Disney-medarbejder
Einstein-robotten er skabt af David Hanson, der har en fortid hos Disney, hvor han fungerede som såkaldt Imagineer – en af de personer, der udformer og implementerer attraktionerne i Walt Disney forlystelsesparker.
Robotten startede med en succesfuld funding på crowdfunding-sitet Kickstarter i februar måned, og kan nu forudbestilles via Indiegogo. Hanson Robotics forventer at sende de første udgaver afsted allerede senere i denne måned. Prisen for vidunderet er på 300 dollars – omkring 2.000 kroner plus det løse.
Her er en præsentationsvideo fra Hanson Robotics: