Hvis man investerer i Nios kommende direktørslæde, ET9, skal man naturligvis ikke beskræftige sig med trivialiteter som at børste sne af bilen. Det klarer bilen sandelig selv.
Nio ET9, der blev afsløret i december, bliver en direkte konkurrent til Volkswagen ID.7 og BMW i5. Det er kinesernes hidtil mest luksuriøse model og ud over evnen til at ryste sneen af sig, byder de også på en lang række andre features.
Den byder blandt andet på steer-by-wire teknologi, baghjulsstyring og fuld aktiv affjedring. Det er netop den aktive affjedring, der har en sådan præcision og kraft, at den kan bruges til rent faktisk at ryste løs sne af sig, der har samlet sig på bilen.
Det vises frem i videoen herunder.
Nio ET9 er et massivt køretøj med en længde på 5.325 millimeter. Den er 2.016 mm bred, 1.620 mm høj og har en akselafstand på 3.250 mm. Det er en firehjulstrækker med to motorer, der tilsammen leverer 520 kW.
Batteriet er på voldsomme 120 kWh, men Nio angiver ingen rækkevidde i øjeblikket. Gennem elbil-platformen, som er baseret på en 900-volts arkitektur, skulle det være muligt at lade med en effekt på op til 600 kW. På bare fem minutter skulle man kunne smide 255 kilometer på batteriet, oplyste Nio, da bilen blev præsenteret.
Nio ET9 udbydes i første omgang på det kinesiske marked, og de første leverancer er planlagt til første kvartal af 2025. I Kina har ET9 fået en startpris på, hvad der svarer til 750.000 danske kroner. Læs mere om banditten på Nios internationale hjemmeside .
Herunder et par billeder fra den luksuriøse kabine.