Den danske bilparks energiforbrug er faldende – og det stigende antal batteribiler er nu begyndt at kompensere for fossilbilernes stigende CO2-udledning. Det viser de seneste tal fra Danmarks Statistik. Faldet i energiforbruget skyldes ene og alene, at andelen af elbiler og plugin-hybrider er steget.
Det gennemsnitlige energiforbrug i liter/km for nye personbiler, uanset drivmiddel, lå 6,5 procent lavere i første halvår 2021 end i første halvår 2020.
“Udviklingen skyldes udelukkende, at andelen af elbiler og plugin-hybrider med et meget lavere energiforbrug end de fossile biler, er steget fra 9,3 procent af tilgangen i første halvår 2020 til 26,5 procent i 2021,” skriver Danmarks Statistik.
Forbruget på tværs af drivmidler på 3,5 liter/100 km svarer til en energieffektivitet på 28,4 km/liter, opgjort efter den såkaldte NEDC-metode. De fossile bilers energiforbrug er steget med 9,1 procent fra 2020 til 2021 – benzin 6,4 procent, diesel 14,9 procent og plugin-hybrider 0,6 procent. Elbilernes forbrug steg med 2,4 procent.
(Kilde: Danmarks Statistik). Flere batteribiler neutraliserer CO2-udslippet Udslippet af CO2 fra nye biler, på tværs af drivmidler, ligger i gennemsnit på 103,1 gram per kørt kilometer (NEDC) og det er på samme niveau som i første halvår af 2020. Det betyder, at det stigende antal batteribiler på vejen er begyndt at kompensere for fossilbilerne, der til gengæld forurener mere.
De benzindrevne biler i 2021 har nemlig et CO2-udslip på 129,0 gram/kilometer (NEDC) mod 111,6 g/kilometer i 2020. Også dieselbilerne sviner mere: 142,4 gram/kilometer mod 113,9 g/kilometer sidste år.
Plugin-hybriderne udledte 33,1 gram/kilometer i både 2020 og 2021. Elbilerne udleder kun CO2, når de produceres, men ikke under kørslen.
(Kilde: Danmarks Statistik). Den stigende andel af elbiler og plugin hybrider har stor betydning for den gennemsnitlige emission af CO2, når alle nye biler ses under et. I august 2021 er den gennemsnitlige emission for alle nye biler således 84,6 gram/kilometer, hvor den alene for de benzin- og dieseldrevne biler er 130,3 gram/kilometer.
“En fortsat stigende andel af elbiler og plugin-hybrider er således afgørende for at leve op til de krav på 95 gram/km i 2021 med yderligere skærpelse til 80,8 gram/km i 2025 og 59,4 gram/km i 2030, som er fastsat i EU-forordning 2019/631 ,” konkluderer Danmarks Statistik.
Øvrige interessante betragtninger ved personbiludviklingen fra 2020 til 2021: Benzin- og dieselbilernes andel af nyregistreringerne er faldet fra 90,7 pct. til 73,5 pct., mens elbilernes andel er steget fra 4,2 pct. til 7,6 pct. og plugin-hybridernes andel fra 5,1 pct. til 18,9 pct. Andelen af nye fossile biler (eksklusive plugin-hybrider) i husholdningerne er faldet fra 88,3 pct. i 2020 til 64,7 pct. i 2021, mens elbilernes andel er steget fra 5,5 pct. til 9,9 pct. og plugin hybridernes andel fra 6,2 pct. til 25,5 pct. Andelen af nye fossile biler (eksklusive plugin-hybrider) i erhvervene er reduceret noget mindre end i husholdningerne, nemlig fra 93,1 pct. til 80,6 pct., mens elbilernes andel er steget fra 2,9 pct. til 5,7 pct. og plugin-hybriderne fra 4,0 pct. til 13,6 pct. Fordelingen af rene fossile biler på benzin og diesel i første halvår 2021 er 78 pct. mod 22 pct. i forhold til 2020 hvor fordelingen var 72 mod 28 pct.