Den “kinesiske trussel” fylder meget i medierne. Men mens Kina brager frem som førende elbilproducent på verdensplan, har de kinesiske mærker fortsat svært ved at få fat i Danskerne. Selv om de viser fremgang, er det fortsat blot hver tiende elbil, der er indregistreret herhjemme, der er lavet af en kinesisk bilproducent.
Til gengæld går det strygende for de europæiske bilmærker, der har øget deres markedsandel fra 31 procent ved udgangen af 2019, til 52 procent ved udgangen af 2024. Det viser tal, som iNPUT har trukket fra statistikkerne på Bilstatistik.dk og som dækker indregistrerede biler i Danmark.
Både de amerikanske producenter, samt elbiler fra Japan og Sydkorea taber terræn. Stort set alle mærker har fremgang i salget, men de mister – samlet set – markedsandele til Europa og Kina, der vækster hurtigere. USA, anført af Tesla, er gået fra en markedsandel på 39,6 procent til 25,9 procent efterhånden som de europæiske alternativer er kommet på markedet.
Uden Volvo og Polestar ser det sort ud Den kinesiske fremgang er på ti procentpoint, men udgangspunktet var lavt og det er stadig det land, vi har færrest elbiler fra. Fremgangen fra 0 procent i 2019 til 10,5 procent i dag, skyldes primært Volvo og Polestar. To mærker, som de færreste tænker på som kinesiske. Vi har dog valgt at inkludere som kinesiske, fordi de er ejet af kinesiske Geely. Follow the money , som man siger.
I dag udgør Volvo Cars og Polestar tilsammen 60 procent af alle de kinesiske elbiler, der er indregistreret herhjemme.
Den tredjestørste kineser herhjemme er MG Motors med en andel på 13,5 procent af de kinesiske elbiler, mens BYD og Xpeng napper de næste pladser med henholdsvis 9,9 og 9,6 procent.
Kigger vi på reelle tal, i stedet for procenter, er der indregistreret 178.862 europæiske elbiler herhjemme, mens der blot er indregistreret 36.218 kinesiske elbiler. Heraf er de 21.927 fra enten Volvo eller Polestar.
Som det ses på grafen herover går den europæiske og kinesiske fremgang ud over alle andre lande. USA, der primært drives af Tesla, har mistet 13,7 procentpoint, mens de japanske og sydkoreanske mærker har mistet 6,9 procentpoint over fem år.
Eneste anormalitet er 2023, hvor USA havde fremgang på beskostning af alle andre lande end Kina. Den fremgang skyldtes de voldsomme prisnedsættelser fra Tesla. Men allerede året efter var effekten af prisnedsættelserne væk.
Model Y er stadig den mest udbredte bil herhjemme Helt anderledes ser det ud, hvis man i stedet kigger på de mest solgte modeller. Her fører amerikanske Tesla stort. Model Y og Model 3 har en markedsandel på henholdsvis 11,35 og 10,4 procent, mens Volkswagen ID.4 på tredjepladsen har en markedsandel på 6,17 procent.
De kinesiske elbiler med den højeste markedsandel er Polestar 2 med 2,35 procent, mens Volvo XC40 har 2,06 procent. Ser man bort fra Volvo og Polestar skal man helt ned på plads nummer 41 for at finde en kinesisk elbil, nemlig Xpeng G9, der har en markedsandel på 0,56 procent.
Bemærk: I denne artikel kigger vi udelukkende på lande/regioner som helhed. De enkelte bilproducenter kan sagtens have fremgang i egen markedsandel. Men det er en helt anden artike l, der ligger og venter ...
Disse mærker er inkluderet EU: Audi, BMW, Citroën, Cupra, Dacia, DS, Fiat, Jaguar, Mercedes-Benz, Mini, Opel, Peugeot, Porsche, Renault, Seat, Skoda, Volkswagen.
USA: Chevrolet, Fisker, Ford, Tesla.
Japan & Sydkorea: Honda, Hyundai, Kia, Lexus, Mazda, Mitsubishi, Nissan, Subaru, Toyota.
Kina: Aiways, BYD, Hongqi, Maxus, MG Motors, NIO, Polestar, Volvo, Xpeng.