Er du typen, der gerne vil væk fra opladeren hurtigst muligt, er der ingen vej udenom; Du skal have en elbil, der er baseret på 800-volt systemet. Det viser den seneste test, som tyske P3 Group har foretaget af 22 aktuelle elbiler. Her rangeres de efter, hvilke modeller der kan lade flest kilometer på den korteste. tid.
De hurtigste seks modeller i testen er alle baseret på 800-volt arkitekturen, med Porsche, Hyundai og Kia på de tre øverste pladser. Testen sætter elbilernes forbrug i forhold til hurtigladeevnen. I det billede betyder batterikapaciteten ikke så meget.
Porsche Taycan er en suveræn vinder. På tyve minutter kan der komme hele 383 kilometer ind på batteriet. Det er mere end dobbelt så mange kilometer, som Audi Q4 e-tron kan lade på samme tid. Nu er der også en væsentlig prisforskel på de to.
Men man behøver faktisk ikke betale i omegnen af en million kroner for at få mange kilometer på kort tid. Hyundai Ioniq 6, der p.t. kan fås for 351.156 kroner, lader hele 234 kilometer på 10 minutter. Det er flere kilometer end eksempelvis MG 4, Audi Q4, Audi Q8 og BMW iX1 lader på den dobbelte tid .
Ser man forbi 800-volt bilerne, er det Polestar 2, der klarer sig bedst blandt de testede modeller. Den lader 278 kilometer på tyve minutter.
Herunder listen, der også indeholder et par modeller, der ikke fås herhjemme, eksempelvis de kinesiske Genesis-modeller.
Har du lyst til at dykke længere ned i tallene, kan du downloade en (tysksproget) PDF direkte fra P3 Group , hvis du afleverer din mailadresse til dem. Konsulentfirmaet har lavet årlige ladetests siden 2019.