Det er en udfordring at få folk til at skifte fossilbilen ud med en elektrisk model – i særdeleshed herhjemme. Men ejer man først en elbil ser man sig ikke tilbage, viser en canadisk undersøgelse fra forbrugerorganisationen AAA, der kan sammenlignes med danske FDM. Hele 96 procent af de adspurgte elbils-ejere svarede, at de vil vælge elbil igen, når den nuværende model skal skiftes ud.
Ifølge undersøgelse havde 91 procent af elbilsejerne mindst en større bekymring inden de købte elbil – bekymringer om manglende rækkevidde, komplikationerne ved at planlægge længere køreture og udfordringer med at finde opladere.
Den største bekymring er dog ”rækkeviddeangsten”, som otte ud af ti af de kommende elbilsejere led af. Efter købet er bekymringerne stort set væk – i en grad så 96 procent vil vælge elbil igen.
Undersøgelsen viser også, at tre ud fire (75 procent) af de adspurgte primært lader elbilen derhjemme. Kun 5 procent af de adspurgte har oplevet at løbe tør for strøm.
AAA konkluderer også, at de løbende udgifter på elbiler er markant lavere end på fossilbiler. Organisationen anbefaler, at kunder, der overvejer at købe elbil, opsøger en forhandler, tager flere prøveture og stiller så mange spørgsmål som muligt.
AAA har mere end 60 millioner medlemmer og undersøgelsen er baseret på spørgsmål til 40.000 elbilejere. Undersøgelsen kan læses her.
Det er naturligvis umuligt at overføre resultaterne fra den canadiske undersøgelse 1:1 til danske forhold – der er forskelle i både priser, mængden af opladere m.m. – men konklusionen svarer ganske godt med det indtryk vi her på iNPUT har fået fra elbilsejere; en fossilbil er no-go, når man først har prøvet en elbil.
Har du erfaringer? Del dem med andre læsere i kommentarsporet herunder …