En elbil som familiebil kan have sine udfordringer. Hvad gør man med den ekstra tid, hvor den skal lade op, hvad med planlægningen inden og hvordan bliver man enige om bilvalget, når man er flere om det. Hør det seneste afsnit af Elektrisk.
Minimum 20 minutter på en ladestation kan virke som lang tid, når du er alene. Men forestil dig så, at du har bagsædet fyldt med skrigende børn og en ægtefælle, der ikke helt kan se ideen i at bruge tid på et ekstra stop.
Det er vel virkeligheden for en del nye elbils-kunder. For elbilen skal bestemt også kunne omfavne det at være familiebil. Bare kig på de mange modeller derude, der alle lægger op til at være den altomfavnende og rummelige elbil.
Så jeg ville stressteste eksemplet med min egen familie. Med to børn på bagsædet og en hustru der i første omgang ikke kunne se det forbilledlige i, at vi skal have en elbil.
Så i dette afsnit kan du komme med som blind passage ind i en parkeret bil, hvor snakken og diskussionen går om hvordan man omstiller sig til mere vente- og planlægningstid for en lille familie.
Det tiende – og indtil videre sidste – afsnit af Elektrisk er tilgængelig nu og kan findes på Spotify, Apple Podcast og Google Podcasts.