BMW præsenterede onsdag den ottende generation af sin 5-serie, og den kommer til Danmark til oktober i to elektriske udgaver. Sammenlignet med forgængeren er den vokset til lidt mere end fem meter og akselafstanden er nu på tre meter.
De to varianter er begge udstyret med femtegenerations BMW eDrive-teknologi samt et højspændingsbatteri på 81,2 kWh nettokapacitet.
Basismodellen er BMW i5 eDrive40, der har baghjulstræk og en ydelse på 340 heste. Det maksimale drejningsmoment er på 430 Nm med Sport Boost eller Launch Control-funktionen. Bilen accelererer fra 0-100 km/t på 6,0 sekunder og tophastigheden er 193 km/t. Forbruget angives til at være 15,9-19,5 kWh/100 km. Den elektriske rækkevidde er op til 582 km. Tilladt anhængervægt er 1.500 kg.
Den mere kraftfulde variant hedder BMW i5 M60 xDrive og den har firehjulstræk. Motorerne giver den en samlet ydelse på 601 hk og et moment på 820 Nm. Accelerationen fra 0-100 km/t foregår på 3,8 sekunder.
BMW i5 M60 xDrive (tv) og eDrive 40 (foto: BMW). Tophastigheden er elektronisk begrænset til 230 km/t. Forbruget er 18,2-20,6 kWh/100 km. Den elektriske rækkevidde er op til 516 km. Tilladt anhængervægt er 2.000 kg.
Nu med Plug & Charge På begge udgaver er den maksimale ladeeffekt på 205 kW DC. Hjemme i garagen kan den dyre M60 xDrive lades med op til 22 kW, mens 11 kW er standard i den billigste variant. Her kan 22 kW dog tilkøbes.
Fælles for BMW i5 eDrive40 og BMW i5 M60 xDrive er en ny MAX Range -funktion, hvor rækkevidden kan øges med op til 25 procent ved at begrænse effekt og hastighed samt deaktivere udvalgte komfortfunktioner. Begge udgaver understøtter også Plug & Charge – i øvrigt som de første biler fra BMW.
BMW i5 eDrive 40 M60 xDrive Rækkevidde 582 km (WLTP) 516 km (WLTP) Motor 340 hk 601 hk Moment 430 Nm 820 Nm Acceleration 0-100 km/t 6,0 sekunder 3,8 sekunder Tophastighed 193 km/t 230 km/t Ladeeffekt 11 kW / 205 kW (AC/DC) 22 kW / 205 kW (AC/DC) Træk 1.500 kilo 2.000 kilo Kontantpris fra 625.822 kr. 1.080.500 kr. Leasing fra 50.000 / 6.995 kr 70.000 / 15.995 kr
Indenfor … Begge udgaver er som standard udstyret med parkeringsassistent, inklusive bakkamera og bakkeassistent. Med den valgfrie Parking Assistant Professional kan automatisk parkering og manøvrering op til 200 meter styres i bilen eller via smartphone uden for bilen.
Standardudstyret inkluderer også smartphone-integration via Apple CarPlay og Android Auto. Andre digitale nyheder er mulig videostreaming på kontrolskærmen og ”In-car gaming”, hvor fører og passagerer kan spille sammen – fx mens de venter på, at bilen bliver opladet (kun muligt, når bilen holder stille).
Standardudstyr inkluderer også nydesignede sportssæder og et nyt rat med flad nederste del. De to varianter kommer som standard med 19” letmetalfælge.
Den nye BMW 5-serie Sedan bliver i lighed med tidligere generationer produceret på BMW Group Plant Dingolfing i Tyskland, samme sted som også de elektriske motorer og højvoltsbatterier til BMW i5 produceres.
BMW i5 eDrive 40 (tv) og M60 xDrive (foto: BMW).