“En elbil for alle” kalder Citroën den nye e-C3, der netop er blevet afsløret med en ambition om en fordelagtig pris, som gør elektrisk mobilitet tilgængelig for alle. Uden at gå på kompromis med hverken udstyr eller design.
Målet er, at den skal sættes til salg for under 200.000 kroner og den bliver dermed en direkte konkurrent til Volkswagen ID.2. Den kommer til Danmark i andet kvartal næste år, loves det.
Citroën e-C3 bliver den første elbil fra Stellantis-koncernen, der er bygget på den nye BEV-platform. Senere kommer også en søsterbil på samme platform i form af Fiat Panda.
Den elektriske C3 får en rækkevidde på op til 320 WLTP-kilometer takket være et 44 kWh stort LFP-batteri. Den har en ladeeffekt på op til 100 kW DC – ifølge Citroën kan batteriet fyldes fra 10-80 procent på 26 minutter. Standard opladning derhjemme tager omkring to en halv time med 11 kW AC.
Det er heller ikke nogen potent motor, der sidder i e-C3’eren. Motoren yder 113 hk og har en topfart på omkring 135 km/t.
To udstyrsvarianter Den nye Citroën e-C3 vil være tilgængelig i to udstyrsudgaver med navnene ‘You’ og ‘Max’. You er den billigste og byder blandt andet på: LED-forlygter for, Citroën Advanced Comfort system, nødbremsesystem, nyt Citroën Head Up-display, ‘My Citroen Play Smartphone Station’ til infotainment, elektriske sidespejle, parkeringsradar bag, hækspoiler, fartpilot, manuel aircondition og 6 airbags.
Topversionen ’Max’ er herudover udstyret med: 17-tommer diamantslebne alufælge, Citroëns tofarvede lakering, tagræling, beskyttelsespaneler for- og bag, 10,25-tommer touchskærm, Citroën Advanced Comfort®-sæder, automatiske vinduesviskere, el-foldbare og opvarmede sidespejle, rat i lædereffekt, 60/40 sammenklappelig sædebænk på anden sæderække, LED-baglygter, tonede ruder bag, automatisk klimaanlæg, 3D-navigation, trådløs opladning, bakkamera med mere.
Læs også: BMW vil lave billig elbil som erstatning for i3’eren .
Citroën e-C3 vil kunne fås i fem farver: Polar White, Montecarlo Blue, Elixir Red, Mercury Grey og Perla Nera Black. Herudover er taglak i hvid eller sort standardudstyr på ‘Max’-versionen, oplyses det.