Et stigende antal danskere vælger at skifte deres gamle smartphone ud med med en ny – brugt. Det er et marked som Elgiganten gerne vil have fingrene i, og derfor vil de fremover sælge brugte telefoner. Ikke alene i Danmark, men i alle Nordiske lande.
– Vi er ikke først, men vi har ambitioner om at blive størst og at blive den førende elektronikforhandler af brugt elektronik i Norden, siger Peder Stedal, adm. direktør i Elgiganten.
Målet for kæden er, at 10 procent af omsætningen skal komme fra brugtsalg, trade-in eller reparationsservices inden for fem år.
Med tiltaget tager Elgiganten ikke alene kampen op mod andre forhandlere. Der handles brugt på mange kanaler og platforme lige fra lokale Facebook-grupper, hvor naboer køber, sælger og bytter indbyrdes til mere veletablerede kanaler, hvor alt fra brugte biler til kaniner skifter hænder. Det gælder også elektronik. I dag findes det største udbud af brugte produkter i det private ”brugtmarked” og de fleste handler finder sted her – fra person til person.
Det ønsker Elgiganten at udfordre – og våbnet er garanti.
– Brugte telefoner koster fortsat mange penge, og handler man med en privatperson har man ingen garanti for, hvad man køber. Som markedsleder ønsker vi derfor at lægge et ekstra sikkerhedsnet ud under dem, der endnu er tilbageholdende med at købe brugt, forklarer Peder Stedal.
Alle kædens brugte telefoner er derfor tømt og nulstillet, repareret, kvalitetstjekket og fås med to års garanti.
Smartphones er ikke den eneste kategori, Elgiganten kigger på. Planene ligger klar for at udvide til også at omfatte salg af brugte tablets og computere. Produkterne leveres af den nordiske leverandør Foxway, som har specialiseret sig i renovering og genbrug af blandt andet smartphones.
Elgiganten blev etableret i Danmark i 1996 har i dag 45 varehuse landet over.