Teslas Elon Musk er en mand med mange ideer – og han sætter barren højt. Nogle bliver til virkelighed, mens andre har … længere udsigter. Eksempelvis hans planer om at kolonisere Mars. Hans seneste ide er et såkaldt neurolink, der skal forbinde menneskers hjerner direkte til en computer. Linket skal, ifølge Musk, forbedre dataudvekslingen mellem mennesker og computere, og skal give menneskeheden en bedre chance mod kunstig intelligens, som han tidligere har udtrykt frygt for.
“Jeg tror vi har noget interessant at annoncere om et par måneder … noget der er bedre end nogen troede muligt. I bedste fald smelter vi helt sammen med AI,” sagde Musk, da han forleden deltog i et podcast med Joe Rogan.
Det skal dog lige nævnes, at sætningen faldt kort før Musk røg pot og drak whisky på selvsamme podcast.
Et snapshot af personligheden
Musk, der ejer et firma ved navn Neuralink, siger at den nye teknologi gør det muligt for mennesker at forbinde sømløst med computere, så vi har mulighed for at gå i “symbiose” med den kunstige intelligens. Musk siger videre, at vi stort set allerede er cyborg, da vi har udviklet en afhængighed af vores mobiltelefoner. Det er kun selve forbindelsen, der er dårlig, vi skal kunne udveksle informationer meget hurtigere.
Elon Musk siger, at denne type teknologi med tiden vil kunne udvikle sig, så det bliver muligt for mennesker at tage et digitalt “snapshot” af deres personlighed, så de kan leve videre, når kroppen dør.
“Hvis dit biologiske jeg dør, kan du uploadet til en ny enhed. Bogstaveligt,” siger Musk blandt andet.
Hele Joe Rogan-podcastet kan ses i videoen ovenfor. Musk taler om nourolink-teknologien omkring 25 minutter inde i videoen.
Læs også vores portræt af Tesla-chefen: Elon Musk – Gal og genial.