Elon Musk er formentlig en af planetens mest ambitiøse mennesker – og han er ikke kun ambitiøs på egne vegne, men på hele menneskeracens vegne. Han har, ad flere omgange, bekræftet at hans firma SpaceX’ ultimative mål er at kolonisere Mars, og nu har han så udgivet et 16 siders dokument, hvori han relativt detaljeret fortæller om planerne.
Bare i tilfælde af…
Musks plan eksisterer fordi han er bekymret for fremtiden på Jorden. I dokumentet skriver han blandt andet, at vi har to muligheder: Vi kan blive her på jorden og vente på, at en katastrofe udsletter menneskeheden, hvilket historien ifølge Musk viser vil ske – eller vi kan blive en race af rumrejsende med flere “heste” i form af planeter, vi kan spille på. Musk nævner både atomkrig og astroider som realistiske risici, ligesom forurening og opvarmning af planeten kunne være grunde til at lede efter nye steder at bo.
Mange forhindringer
Musk er ikke kun en drømmer – og dokumentet indeholder da også en masse forhindringer. Blandt andet mener Musk, at prisen på en rejse til Mars skal ned fra ca. 10 milliarder dollars til ca. 200.000 dollars for at det vil være rentabelt. Og Musk indrømmer, at det er en ret stor opgave at få prisen ned med 99,998%. Løsningen er, ifølge SpaceX ejeren, genanvendelse af stort set alt. Alle moduler der sendes til Mars skal kunne genbruges for at det vil være muligt at bringe omkostningerne så væsentligt ned.
1 mio mennesker på Mars
Koloniseringen af Mars vil faktisk allerede, ifølge Musk, begynde i det små indenfor et par år. SpaceX har nemlig planlagt flere indledende missioner, der skal undersøge forskellige aspekter af koloniseringen i løbet af det næste årti. Derefter håber han, den reelle kolonisering kan begynde. Den vil tage imellem 40 og 100 år, og vil resultere i en selvforsynende by med ca. 1 mio mennesker på overfladen af Mars.
Du kan selv læse hele dokumentet her, hvis du vil vide mere om Musk’s planer.