TeknologiTophistorie

Elon Musk: Tesla Bot bliver ‘som C3PO eller R2D2’

Tesla Bot kan udvikle sin egen personlighed og en prototype er klar inden årets udgang, fortæller evigt optimistiske Elon Musk.

Nej, Elon Musk har ikke tweetet efter en våd nytårsaften. Han har i fulde alvor – og sandsynligvis ganske ædru – udtalt, at hans robot, Tesla Bot, kan blive en “utrolig ven som C3PO eller R2D2”. Ordene faldt i Lex Friedmans podcast den 28. december.

Musk hævder også, at robotten vil være i stand til at “udvikle en personlighed over tid, der er unik”. Musk siger nemlig at “det er ikke sådan, at alle robotter er ens”.

 

Han fortalte desuden, at Tesla med stor sandsynlighed vil have en “anstændig prototype” i slutningen af året (2022).

Tesla Bot blev introduceret i august måned sidste år. Men kun som en ide. Musk havde nemlig klædt en danser i spandex og sendt ham på scenen for at imitere robotten. Dengang sagde han også, at en prototype på robotten ville være klar i 2022.

 

Tesla Bot
Danser i spandex, klædt ud som Tesla Bot (foto: Tesla).

Ukuelig optimist …

Musk er kendt for at være optimistisk, grænsende til det utroværdige. Der er da heller ikke mange, der tror på hans løfter omkring Tesla Bot. Virksomheder som Hanson Robotics og Boston Dynamics har arbejdet inden for feltet i årtier. Uden at være tæt på at lave en så avanceret robot som Musk lover.

Det virker heller ikke synderligt sandsynligt, at Musk skal kunne løse udfordringen med kunstig intelligens inden udgangen af året … med et team, han kun lige er begyndt at ansætte inden for det seneste halve år.

Selv den optimistiske futurolog Ray Kurzweil anslår, at vi skal frem til mellem 2050 og 2080 før vi vil se maskiner med generel kunstig intelligens. Den generelle konsensus blandt kredse, der forsker i kunstig intelligens er, at vi kommer til at vente endnu længere.

 

Kender man Musk, er det ikke overraskende. Han har en klar tendens til overdrivelse. Eksempelvis lovede han for blot et par år siden, i 2019, at Tesla var på nippet til at løse selvkørende og at virksomheden ville stille med ikke mindre end en million fuldt autonome robot-taxaer inden udgangen af 2020. I dag er den første dag i 2022 og antallet af fuldt autonome køretøjer i Teslas portefølje er nøjagtig nul.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.