ElbilerTophistorie

Elselskab vil afbryde elbil-opladning når nettet er presset

Direktør for energikoncern opfordrer alselskaberne til at afbryde elbil-opladning i spidsbelastede perioder, for at få politkkerne til at tage ansvar

Elselskaberne har det seneste år været på barrikaderne for at få opdateret elnettet i Danmark til elbiler – og gerne med en pose penge fra staten til hjælp. Nu går direktøren for energikoncernen Ewii skridtet videre og anbefaler simpelthen elselskaberne til at afbryde elbil-opladning, når nettet er belastet.

– Jeg opfordrer som ejerrepræsentant el-netselskaberne til at indrette sig med afbrydelighed i el-nettet, så de for eksempel kan slukke for ladning af elbiler, når nettet nærmer sig overbelastning, siger Lars Bonderup Bjørn, der er administrerende direktør for Ewii, i en pressemeddelelse.

 

Det vil betyde, at større strømslugere – som eksempelvis en ladende elbil – kan blive afbrudt indtil der er mere plads i ledningerne. 

– Afbrydeligheden har den konsekvens, at det for eksempel kan komme til at tage længere tid at oplade en elbil. Men omvendt vil det reducere risikoen for nedbrud i el-nettet væsentligt. På nogle veje vil man aldrig mærke afbrydeligheden, mens den på andre vil blive markant, forklarer direktøren.

 

Smart grid i stedet for dyre anlægsprojekter

Lats Bonderup Bjørn er på en mission for at få politikerne til at støtte en opgradering af det danske elnet med kontante gaver. Der arbejdes dog også med andre løsninger, der skal løse udfordringen uden dyre anlægsprojekter. 

True Energy og elnetselskabet Radius, har indgået aftale om et fælles pilotprojekt. Målet er at teste elbilers evne til at være en pålidelig fleksibel kapacitet i det danske elnet, så man bruger det eksisterende elnet på en smart måde og ud fra eksisterende kapacitet, frem for at forstærke det gennem store anlægsprojekter og budgetter.  Pilotprojektet involverer efter planen 200-250 elbiler, fortæller selskaberne i en pressemeddelelse.

Ewii leder også selv forskningsprojektet Flexible Energy Denmark, et tre-årigt projekt støttet af Innovationsfonden, der har til formål at finde veje at gøre strømforbruget mere fleksibelt. 

 

– Det er alt sammen rigtig godt. Men vi har tiden imod os, og derfor er der brug for endnu mere handling, siger Lars Bonderup Bjørn.

Han opfordrer igen politikerne til at tage ansvar:

– Vi kan ikke både få en ubrudt ladning og et stabilt elnet med den økonomiske ramme, vi har i dag. Manglen på politisk prioritering betyder, at så må el-netselskaberne prioritere i stedet for. Og her prioriterer vi stabilitet over hastighed – også selvom vi kan se, det betyder, vi ikke kan garantere, du altid kan lade din bil op hurtigt, lyder det fra direktøren.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.