Gaming

Elsker du Xcom? Dette kunne være endnu bedre: Phoenix Point

Phoenix Point er en endnu mere avanceret udgave af Xcom.

Et af de spil vi spiller mest på redaktionen er Xcom 2 – et fantastisk turbaseret strategispil. Hvis du, som os, elsker Xcom – ja, så er der godt nyt. Phoenix Point, fra skaberen af den originale Xcom, er nemlig et endnu mere avanceret spil, der tager mange af de bedste elementer fra Xcom og bygger ovenpå.

 

Du styrer eliteenhed

Historien i Phoenix Point er meget som det, vi har set i Xcom: Rumvæsner invaderer og er generelt bare virkelig irriterende. En lille elite enhed sendes ud for at bekæmpe rumvæsnerne, hvor de stikker deres mere end almindeligt grimme fjæs frem. Du styrer den lille gruppe hardcore soldater.

Muterede rumvæsener

Sådan en fætter med skal og det kløer kan du løbe ind i i Phoenix Point.

Forskellen på Xcoms invaderende rumvæsener og dem du kan møde i Phoenix Point er, at der i Phoenix Point er tale om muterede uhyrer. Det smarte ved det er, at AI’en selv kan generere de mange forskellige uhyrer så de passer til det, du sender imod dem. Det gør forhåbentlig udfordringen større og mere interessant på den lange bane.

 

Store bosser

I Xcom løber man sjældent ind i de helt store bosser – der er det mere mængden af fjender, der er problemet. I Phoenix Point kan man derimod løbe ind i enorme bosser, der skal bekæmpes på meget forskellige måder. Eksempelvis kan man ikke forvente at man bare kan skyde løs på en boss – han/hun/den er måske kun sårbar overfor sprængstoffer og raketter.

Tag bussen med

En anden forskel fra Xcom er, at man kan medbringe forskellige køretøjer på missionerne. I nogle tilfælde kan det betale sig bare at brage igennem med en armeret tank og så hoppe ud og nedkæmpe banens boss. I hvert fald giver det nye og interessante muligheder og – igen – et mere varieret gameplay.

Genfødt Geoscape

I de nye versioner af Xcom har geoscapen haft varierende betydning. Ofte har det bare været et nærmest ligegyldigt mellemspil, hvor man blot skulle få tiden til at gå. I Phoenix Point bliver det en mere avanceret version, hvor beslutningerne skulle få meget større betydning for, hvordan det går spilleren på den lange bane.

 

Klar i næste uge

Første udgave af spillet er klar i næste uge i en Early Backers build. Lige nu kan du forudbestille spillet på udviklerens hjemmeside. Du kan også vente på vores anmeldelse af spillet, som vi forventer er klar i løbet af næste uge.

Du kan læse mere og forudbestille her.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.