Hvis nogen er i tvivl om, at streamingtjenesterne er alvorlige konkurrenter til de traditionelle tv-stationer, så skal de bare kigge på listen over uddelte Emmy Awards i år.
Den amerikanske tjeneste Hulu lavede historie, da de blev den første streamingtjeneste til at vinde i kategorien Bedste Drama (The Handmaids Tale som her i Danmark kan ses på HBO Nordic), men det var HBO og Netflix, der skovlede flest priser hjem.
Blandt de fem tv-stationer, der fik flest Emmy-priser, da de blev uddelt mandag aften dansk tid, er tre af dem streamingtjenester. Traditionelle tv-stationer som Fox og CBS ligger langt nede af listen.
HBO høvler Emmy hjem
HBO skrabede hele 29 Emmy-priser til sig; og det endda uden at Game Of Thrones var med i kampen – seriens sendetidspunkt gjorde at den ikke kunne nomineres. Til gengæld tog Big Little Lies alene otte af priserne hjem til HBO.
Netflix fik 20 priser, hvoraf de fem blev givet for Stranger Things. Serien om den engelske dronning Elizabeth, The Crown, tog fire priser.
Her er antallet af uddelte Emmy’er:
HBO: 29
Netflix: 20
NBC: 15
Hulu: 10
ABC: 7
FX Networks: 6
Fox: 5
Adult Swim: 4
CBS: 4
A&E: 3
VH1: 3