Rygterne har efterhånden været undervejs i mange år – den første gang, vi her på iNPUT skrev om en ny udgave af den populære iPhone SE var helt tilbage i 2018, men dengang blev rygterne altså ikke til noget. Det gør de så endelig i dag, for her sidst på eftermiddagen har Apple udsendt en pressemeddelelse om, at den nye iPhone SE 2020 endelig er klar. Og den er nogenlunde det, de mange rygter har talt om de sidste måneder.
Design som iPhone 8
iPhone SE ligner til forveksling iPhone 8, hvilket rigtigt mange nok vil sætte pris på. Den er ikke så stor som de topmodeller der sælges nu, og der er også mange der gerne vil beholde TouchID og en fysisk hjemknap, og selv om størrelsen på iPhone SE faktisk er næsten den samme som iPhone 11 Pro, så føles den på en eller anden måde mindre.
Prisen er det vigtigste
Hvis man skal fremhæve et enkelt såkaldt USP – det er marketing-gas for Unique Selling Point, altså det der skal overbevise dig om at købe et produkt – så er det på iPhone SE 2020 prisen der vinder over alt andet. Telefonen kommer til at koste nede fra 3.699 kr. for 64GB modellen, hvilket gør den til den absolut hurtigste telefon til prisen.
Hurtigere processor
Et af de få steder, hvor man langsomt, men sikkert, kan begynde at mærke iPhone 8’s alder er på hastigheden. Men der har Apple skruet godt op for blusset på iPhone SE 2020, der har fået den nyeste processer, A13, der også findes i iPhone 11 og 11 Pro/Pro Max. Med andre ord er den altså lynende hurtig og vil få opdateringer af iOS i mange år fremover fordi den sagtens vil kunne klare den nye software.
Bedre kamera
Et andet sted, hvor iPhone SE har fået en overhaling er på kameraet, som er det samme “grundkamera” som sidder i iPhone 11. Men der er til gengæld kun det ene, så ingen zoom eller vidvinkel eller tilsvarende, som ellers er blevet moderne. Men et enkelt, godt kamera klarer formentlig også fint opgaven for langt de fleste.
En overraskende succes
Da Apple lancerede den forrige udgave af iPhone SE gjorde folk voldsomt grin med den – den var forældet, ikke hurtig nok, og så var der det med størrelsen… Og i starten så det da heller ikke ud til, at den ville sælge særligt godt. Men til forskel fra topmodellerne er iPhone SE beregnet til dem, der “bare” vil have en god telefon, der er hurtig nok og kan tage et billede – uden alle de fancy funktioner, der kendetegner topmodellerne. Derfor blev iPhone SE ved med at sælge godt meget længere end de større modeller, hvor salget aftager efter et par måneder.
Forstærkes måske endda af krisetider
Det samme kan vi forvente at se med iPhone SE 2020 – måske endda forstærket af corona-krisen, da prisen vil være acceptabel selv i en krisetid. Så selv om du nok ikke hører om, at iPhone SE slår salgsrekorder, så er det en arbejdshest, der bare ligger og suger salg de næste år.
iPhone SE kommer på gaden d. 24 april, og kan fåes i tre farver: Hvid, sort og Product RED. Sammen med iPhone SE får du i øvrigt et års gratis abonnement på Apple TV+.
iNPUT har selvfølgelig en anmeldelse af iPhone SE ganske snart, så giv os eventuelt et like på Facebook.
iPhone SE 2020 FAQ
Hvad er iPhone SE 2020?
iPhone SE er en billig udgave af Apples iPhone – der dog har samme processor som de dyre topmodeller.
Hvad koster iPhone SE 2020?
iPhone SE 2020 koster fra 3.699 kr. for 64GB udgaven.
Hvornår kan jeg købe iPhone SE 2020?
iPhone SE kan forudbestilles fra d. 17 april og kan købes i butikkerne fra d. 24 april.
Hvor meget billigere er iPhone SE i forhold til de andre iPhones?
iPhone SE koster faktisk kun lidt over 1/4 af den dyreste iPhone 11 Pro Max. Den nærmeste ”konkurrent” er iPhone XR, der koster fra ca. 4.750 kr.