Las Vegas: Samsung sidder måske nok på tronen hvis man måler på styksalg af fjernsyn. Men desværre for dem har de siddet ganske langt tilbage i bussen hvis man kigger på skærmenes kvalitet. Vi har senest testet Samsungs Frame, som måske nok er et udmærket tv – men det kan langt fra konkurrere med LG’s væsentlig bedre OLED tv. Det er Samsung selvfølgelig klar over, derfor er det helt sikkert også med en vis spænding at giganten senere i dag (Nat, dansk tid) kan præsentere den teknologi, der skal kæmpe imod OLED: MicroLED.
146″ prototype
På CES i Las Vegas er Samsung altså klar med et 146″ tv, der er baseret på den nye teknologi. Fjernsynet som de kalder The Wall MicroLED. TV’et er dog en prototype, og Samsung har da også gjort en del for at nysgerrige journalister ikke skal stikke snuden for tæt på fjernsynet – for så bliver det klart, at det reelt ikke er en enkelt skærm, men i stedet 4 skærme sat sammen til de 146″. Samsungs problem med OLED har faktisk været, at de ikke har været i stand til at bygge paneler i de store størrelser – simpelthen fordi LG har patent på den eneste måde det i praksis kan lade sig gøre. Men Samsung tror altså nu så meget på deres MicroLED teknologi, at de føler sig klar til at vise verden teknologien.
MicroLED vs OLED
Den nye teknologi Samsung bruger har en del til fælles med det, LG efterhånden har brugt i nogle år på deres OLED fjernsyn. MicroLED panelets pixler er nemlig ikke baggrundsbelyst – i stedet lyser hver enkelt pixel selv op. Men her hører ligheden med OLED også op, for MicroLED er ikke, som OLED, baseret på organisk materiale, og vil derfor ikke have de samme problemer – især i forhold til lysstyrke og såkaldt burn-in hvor billedet “brænder fast” vil MicroLED ikke lide under.
Indtil videre er det tydeligt, at Samsung kun har taget de første spadestik for at hente LG’s forspring – og MicroLED har lang vej igen før det vil være at finde i forbrugernes fjernsyn. Ikke desto mindre er det godt nyt for forbrugerne, at den anden koreanske gigant er tilbage i kampen.
iNPUT er i Las Vegas i denne uge for at dække CES2018 – du kan følge med i nyhederne her på siden eller hoppe på vores Facebook side.