TeknologiTophistorie

Energistyrelsen opfordrer nu alle danskere til at spare på energien

Gassen fra Rusland er lukket og forsyningssituationen er alvorlig. Nu opfordrer Energistyrelsen alle danskere til at spare på energien.

På grund af situationen i Rusland, opfordres danskerne til at spare på energien. I en pressemeddelelse kalder Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet situationen for “alvorlig”. De siger dog samtidig, at nødplaner er på plads, hvis situationen eskalerer.

”Rusland bruger gas som våben mod vores frihed. Det er alvorligt, og myndighederne følger situationen nøje. Det bliver ikke nemt, men vi kommer igennem vinteren sammen. Men vi kommer til at skulle stå sammen om at skrue ned for vores energiforbrug. Vi er i en energikrise – en krise vi skal løse og stå sammen om i et stærkt europæisk fællesskab,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

 

Onsdag lukkede Rusland for gassen til Europa på grund af vedligehold, men planen var, at der skulle åbnes igen natten til lørdag. Det er ikke sket. I stedet har Gazprom meddelt, at de ikke genåbner flowet på Nord Stream 1 på grund af tekniske problemer. Gazprom har ikke oplyst, hvornår de eventuelt forventer at åbne Nord Stream 1 igen. Dermed kommer der ingen russisk gas til Tyskland.

Energistyrelsen opfordrer derfor alle danskere til at spare på energien, da forsyningssikkerheden vil være under pres, når fyringssæsonen er i gang.

 

”Det er afgørende for forsyningssikkerheden den kommende vinter, at vi alle sammen – både borgere og virksomheder – sparer på energien, alt det vi kan,” siger Martin Hansen, der er vicedirektør i Energistyrelsen.

Kan slukke for strømmen i kortere perioder

“Rusland stod for få år siden for 40 procent af gasforsyningen til Europa. Nu er det under 15 procent. Så Europa kommer ikke til at bøje nakken for Putins feje tricks. Vi er på rette vej trods den alvorlige udvikling. Vi er godt forberedt, status på vores gaslagre er bedre end forventet, og vi har nødplaner på plads,” siger Dan Jørgensen.

Hvis Danmark står i en situation, hvor der mangler strøm, kan de enkelte distributionsselskaber være nødsaget til at lukke for strømmen i kortere perioder. I en sådan situation vil der være tale om et kontrolleret afbrud. Eksempelvis et par timer ad gangen i udvalgte områder. 

 

“Der er en forhøjet risiko for mangel på strøm, men afbrydelse af strøm til elkunderne er det absolut sidste værktøj, vi anvender” siger Martin Hansen.

Danmark erklærede allerede den 20. juni ”Early Warning”, som er det første af tre kriseniveauer. Ved det sidste niveau kan der laves indgreb i markedet. 

På websitet SparEnergi.dk klæder Energistyrelsen danskerne på til den kommende fyringssæson og kommer med sæsonbaserede råd.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.