Gadgets

Energizers nye smartphone har batterilevetid på to uger

Denne Energizer-smartphone kan holde sig i live i to-tre uger på en enkelt opladning. Perfekt til dig, der ofte glemmer at sætte telefonen i oplader … og kan leve med en mursten i lommen.

Hvis du er villig til at bytte størrelse for batterilevetid, har Energizer et rigtig godt tilbud til dig … Energizer Power Max P18K Pop har et indbygget batteri på brutale 18.000 mAh, der kan holde telefonen i live i hvert fald i to uger ved normalt brug. Til gengæld er den så stor, at den burde registreres som et håndvåben.

Egentlig ser den ganske tilforladelig ud, når den ses forfra. Men drej den 90 grader, så afsløres det, at Power Max P18K Pop er mobiltelefonernes svar på Klokkeren fra Notre Dame – og en af de mere bizarre modeller, der er blevet præsenteret på Mobile world Congress. Med en tykkelse på 18 millimeter ryger den direkte ind i sværvægter-klassen.

 

Det er Energizer-telefonen til højre, hvis du var i tvivl …

Bare for at sætte det i perspektiv: De 18.000 mAh er omkring ti gange så meget batterikraft som der er i en iPhone 7. Det betyder, at telefonen kan afspille video uafbrudt i 200 timer inden den går kold. Eller sagt med andre ord: Du kan gense samtlige sæsoner af Game of Thrones – og stadig have strøm nok til at se hele den kommende sæson otte. Og telefonen har hele 50 dages standbytid – det er altså knapt to måneder!

Gudskelov kan telefonen også bruges som powerbank til at oplade andre enheder. Og ud over det absurd store batteri, så er den anderledes end gennemsnittet ved at have et kamera, der popper op.

 

Specifikationerne er derudover ikke noget at skrive hjem om. Den kører på Android 9.0 Pie, der drives af en MediaTek Helio P70-processor. Den har 6 GB RAM og 128 GB lagerplads. På bagsiden har telefonen tre kameraer (12, 5 og 2 megapixel).

Energizer siger at telefonen kommer handelen “senere på året”, men vil ikke ud med, hvad de vil være bekendt at tage for telefonen. 


 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.