EU-kommisionen har fremlagt et forslag om et digitalt pas, i form af en app, ved ind- og udrejse af Schengen. Schengen-området gælder hovedparten af EU-landene, inklusiv Island, Norge, Schweiz og Liechtenstein. Dermed kan det i fremtiden være slut med at hive det fysiske pas frem, ved rejser til eksempelvis Amerika eller Asien.
Det digitale pas vil indeholde de samme informationer, som i dag er gemt i chippen på det fysiske pas. Både EU-borgere og personer fra lande uden for EU vil kunne få adgang til den digitale version, som kan bruges til at rejse ind og ud af Schengen-området.
Lang udsigt til et digitalt pas
Udsigten til det digitale pas ser dog ud til at være forholdsvis lang, idet Kommissionen har som mål, at teknologien skal være indført ved udgangen af dette årti.
Såfremt forslaget bliver godkendt, vil man stadig kunne bruge sit fysiske pas, men EU-kommissionen forventer, at den digitale version vil gøre det både nemmere og hurtigere at rejse rundt.
Læs også: Nyt IT-system gør det snart nemmere at skifte bank