EU og Tyskland har fundet et kompromis, så forslaget om et forbud mod fossilbiler fra 2035 kan blive stemt igennem. Det fortæller Automotive News. Tyskland spændte i starten af marts ben for, at forslaget kunne stemmes igennem, hvilket fik EU til at udsætte afstemningen.
Kompromiset går i al sin enkelthed ud på, at visse typer biler med forbrændingsmotorer alligevel ikke forbydes. Nemlig dem, der udelukkende kører på syntetiske brændstoffer. Noget som den magtfulde tyske bilindustri, med Porsche i spidsen, har advokeret for.
Den tyske transportminister, Volker Wissing, skriver på Twitter, at “vejen er klar” med aftalen. Aftalen ventes at blive stemt igennem i dag, tirsdag, når EUs klimaministre mødes i Bruxelles.
Kompromiset får dog kritik af modstandere. Benjamin Stephan fra Greenpeace siger, at kompromiset er et tilbageslag for klimabeskyttelsen.
– Dette stinkende kompromis underminerer klimabeskyttelsen inden for transport, og det skader Europa, siger han.
Også nonprofit-organisationen Transport & Environment (T&E) kritiserer kompromiset. De påpeger, at syntetiske brændstoffer ikke er emissionsfrie. Derudover vil de være cirka 50 procent dyrere end fossile brændstoffer.
Stemmes EUs forbud mod fossilbiler igennem i dag, betyder det, at der ikke længere må sælges nye fossilbiler i Europa efter 2035. Med mindre altså, at de kører på syntetisk brændstof.