Som vi skrev om allerede i maj måned sidste år, har EU fremskredne planer om at lave et netværk af internet-satelitter, der skal tage kampen op mod Elon Musks Starlink. Nu har EU besluttet at skrue markant op for finansieringen af IRIS2, som projektet kaldes.
Den øgede investering signalerer et klart fokus på teknologisk suverænitet og uafhængighed i en verden, hvor konkurrence om kommunikationsinfrastruktur intensiveres.
IRIS2, eller Infrastructure for Resilience, Interconnectivity, and Security by Satellite, er EU’s svar på behovet for et robust og sikkert satellitkommunikationsnetværk. Projektet blev første gang præsenteret for et par år siden, som en del af EU’s langsigtede strategi for at sikre digital uafhængighed og forbedret kommunikation på tværs af medlemslandene.
Netværket skal levere avanceret kommunikation og internettjenester til både offentlige og private brugere. Det skal blandt andet støtte op om kritisk infrastruktur, militære operationer og sikre kommunikation i katastrofeområder.
Siden planerne om IRIS2 første gang blev annonceret, har EU-Kommissionen nu vedtaget en massiv øgning i projektets finansiering. Fra oprindeligt at være budgetteret til omkring 6 milliarder euro, har de seneste forhandlinger resulteret i en betydelig opjustering, hvor der tilføjes yderligere 5 milliarder euro.
EU’s fornyede fokus på IRIS2 er et klart signal om, at regionen er villig til at investere massivt i teknologisk innovation. Med det nye satellitnetværk vil EU kunne sikre kommunikation under selv de mest udfordrende forhold, styrke samarbejdet mellem medlemslandene og give borgere samt virksomheder adgang til stabilt og sikkert internet.
Helt konkret skal der opsendes 290 satelitter, skriver Financial Times. En brøkdel af det antal, Musk har sendt i kredsløb i løbet af de seneste år. Oprindeligt var planen, at IRIS2 skulle være klar til brug i 2027, men det er nu udsat til 2030.