TeknologiTophistorie

EU vil aflive Apples Lightning-stik

Nyt EU-lovforslag vil gøre USB-C til standard-ladestik i al bærbar forbrugerelektronik, ligesom opladeren skal gøres til ekstraudstyr.

Står det til EU, skal Apples Lightning-stik aflives inden for to år. Både smartphones, kameraer, tablets, hovedtelefoner og sågar bærbare højtalere skal fremover være forsynet med et USB-C stik til opladning, mener EU-kommissionen, der har sendt lovforslaget videre til godkendelse i dag. Vedtages det i Europa Parlamentet, får producenterne to år til at rette ind.

Med i forslaget er også, at selve opladeren fremover skal sælges seperat, så forbrugerne kan genbruge opladere fra andre enheder, ligesom hurtiglader-teknologi skal harmoniseres. Dog ikke trådløs opladning.

 

Formålet med lovforslaget er at nedbringe mængden af elektronisk affald. I forslaget anslås det, at vi kan undgå et tusinde tons elektronisk affald og nedbringe CO2-udledningerne med 180 tons. Samtidig skal det, naturligvis, sikre forbrugerne et friere valg af eksempelvis oplader.

Lovforslaget indeholder følgende forslag:

 

  • Harmonisere ladeporten: USB-C bliver standard for alle enheder.
  • Harmonisere hurtigopladnings-teknologien.
  • Giv forbrugerne mulighed for at vælge, om de vil købe en ny elektronisk enhed med eller uden en ny oplader.
  • Informere forbrugerne om ladeegenskaberne for de elektroniske enheder.

Lovforslaget har været længe undervejs. Allerede sidste år blev tankerne luftet og faktisk har EU-kommissionen arbejdet på en fælles ladestandard siden 2009. Dengang, oplyses det, fandtes der 30 forskellige stik. Nu er antallet nede på tre, nemlig USB-C, micro-USB og så Apples Lightning-stik.

“Men markedet har ikke været i stand til at levere en komplet løsning, og kommissionen fremsætter nu lovforslag for et etablere en fælles opladnings-løsning,” hedder det i lovforslaget.

Apple har i de senere år skippet Lightning-stikket på en række af sine iPad-modeller, men benytter fortsat stikket på iPhone; også den iPhone 13, der er på vej i butikkerne i disse uger (læs vores anmeldelse af iPhone 13 Pro lige her).

 

Apple er naturligvis (stadig) ikke begejstrede for lovforslaget:

“Vi er fortsat bekymrede for, at streng regulering, der kun kræver en enkelt type stik, kvæler innovation frem for at tilskynde til det, hvilket igen vil skade forbrugere i Europa og rundt om i verden,” siger en talsmand fra Apple til Reuters.

Apple har dog stadig en mulighed for at omgå lovforslaget fra EU, selv om det bliver vedtaget. Forslaget gælder nemlig udelukkende kablet opladning, ikke trådløs opladning. EU-komissær Thierry Breton sagde under en pressekonference at der fortsat er “masser af behov for innovation på trådløs [opladning]”.

 

Apple kan altså undgå USB-C stikket på sine iPhones, hvis de vælger at gøre trådløs til primær opladning. Men de slipper ikke for at sige farvel til Lightning-stikket …

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.