ElbilerTophistorie

EU vil forbyde fossilmotorer fra 2035

Ifølge et lækket dokument planlægger EU at forbyde al sag af nye benzin- og dieselbiler fra 2035. Forslaget ventes præsenteret onsdag.

I morgen, onsdag, forventes EU-kommissionen at foreslå regler, der betyder, at alle nye biler der sælges i EU-landene fra 2035 skal være emissionsfri. Det skriver Bloomberg med henvisning til et lækket udkast til de lovgivningsforslag, der ventes præsenteret.

Ifølge forslaget skal emissioner fra nye biler og varevogne reduceres med 65 procent inden 2030, før der kræves komplet nulemission i bilerne fra 2035. Det vil i princippet tvinge alle de bilproducenter, der ønsker at sælge biler i Europa, til at omstille til elbiler inden for det næste årti.

 

De nye krav til bilerne er en del af en pakke med 12 forslag, der har til formål at mindske EU-landenes udslip af CO2 i væsentlig grad. Pakken hedder Fit for 55, hvilket henviser til, at CO2-udslip i unionen skal sænkes med 55 procent i 2030, sammenlignet med 1990-niveauet. Privatbilismen står for omkring 12 procent af det samlede CO2-udslip i EU, skriver Bloomberg.

Ud over forbuddet mod fossilmotorer indeholder pakken angiveligt også krav til udvidelse af ladeinfrastrukturen i de enkelte EU-lande. Der er også forslag til en mindsteskat på benzin, hævdes det.

 

De nye regler kommer ikke just som en overraskelse for bilindustrien, der allerede for år tilbage blev pålagt en afgift for hver CO2-tung bil, de sælger. Der har endda været rygter om, at de kommende Euro 7-emissionsregler vil stramme skruen yderligere om bilproducenterne. De præcise normer for Euro 7 præsenteres i løbet af i år og de forventes at træde i kraft med udgangen af 2024. Formålet er netop at presse bilproducenterne til at droppe de CO2-belastende fossilmotorer.

Flere bilproducenter har allerede taget sagen i egen hånd. Volkswagen satser benhård på elbiler i fremtiden, Ford har meldt ud, at alle biler der sælges i Europa vil være rene elbiler og Audi fortalte så sent som i sidste måned, at deres sidste fossilmodel kommer i 2026.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.