Europas største flydende solcellepark er blevet flyttet på plads. To slæbebåde flyttede de 12.000 solpaneler – på størrelse med fire fodboldbaner – til deres fortøjning på Portugals Alqueva-reservoir i sidste uge. Solcelleparken bliver tændt i juli måned, fortæller Reuters.
Parken er bygget på Vesteuropas største kunstige sø. Den er en del af Portugals plan om at reducere afhængigheden af importerede fossile brændstoffer. Både af hensyn til miljøet, men også for at undgå afhængigheden af russisk gas.
Ifølge det portugisiske energiselskab EDP vil den elektricitet, der produceres af solcelleparken, koste bare en tredjedel af den, der produceres fra et gasfyret anlæg.
Parken anslås at kunne producere 7,5 gigawatt-timer om året og bakkes op af lithiumbatterier, der kan lagre 2 gigawatt-timer til nætter og overskyede dage. Solcelleparken kan forsyne 1.500 familier – omkring en tredjedel af strømbehovet – i de nærliggende byer Moura og Portel.
Placeres flydende solcelleparker, lige som denne, i nærheden af et vandkraftværk, er de særligt omkostningseffektive. I så fald kan de nemlig tilsluttes eksisterende forbindelser til elnettet.
Samtidig kan overskydende strøm bruges til at pumpe vand op i søen, for at blive opbevaret til brug på overskyede dage eller om natten.
EDP har allerede sikret sig rettigheder til at udvide den nye solcellepark. I øjeblikket har den en kapacitet på 5 megawatt, men med de nye rettigheder kan den udvides med yderligere 70 megawatt, skriver Reuters.
EDP har ambitioner om at levere 100 procent grøn strøm i 2030. Ikke noget umuligt mål. Allerede nu leverer vandkraft og andre grønne energikilder 78 procent af selskabets kapacitet på 25,6 gigawatt.