TeknologiTophistorie

Europas største vertikale landbrug åbnet i København

LED-lys, drevet af vindenergi, sørger for at planterne gror på Europas største vertikale landbrug, der er åbnet i Taastrup ved København.

Når man tænker landbrug er det som regel langstrakte grønne marker, der dukker op, men Nordic Harvest vil det anderledes. I en lagerhal, på størrelse med en fodboldbane, vokser der salater og krydderurter udelukkende ved hælp af LED-belysning, robotter, vindenergi og genbrugsvand. Det er et såkaldt vertikalt landbrug og det er Europas største.

Fjorten etager høje stativer er fyldt med planter, der kan høstes femten gange om året, på trods af, at de aldrig ser hverken dagslys eller jord for den sags skyld. De vokser ved hjælp af 20.000 specialbyggede LED-lys. Et princip, der også bruges af (det noget mindre produkt) Click & Grow Smart Garden, som du kan læse en anmeldelse af her.

 

Frøene distribueres af robotter, der kører rundt i gangene og elektriciteten, der driver det hele, kommer primært fra vindmøller.

vertikale landbrug
Fra det vertikale landbrug i Taastrup.

Nordic Harvests vertikale farm i Taastrup kan levere 1.000 tons salater og krydderurter om året, når den er fuldt udbygget, på et areal som svarer til en stor fodboldbane. Til sammenligning er det samlede danske forbrug af den slags grønt på cirka 20.000 tons om året, hvor cirka to tredjedele er importeret. 

 

– Det betyder altså, at med blot 20 produktionsfaciliteter ville hele Danmarks forbrug kunne være dækket på et areal svarende til 20 fodboldbaner. Så kunne vi slippe for slatten og smagsløs vintersalat for slet ikke at tale om de miljømæssige konsekvenser ved at transportere grønt fra Spanien og Italien med fly og lastbiler, siger Anders Riemann, direktør for Nordic Harvest.

Vertikale landbrug

Vertikale landbrug, vertical farms, har eksisteret i mere end ti år og er meget populære i specielt Asien, hvor der ofte mangler plads til at landbrug på konventionelle marker. Men også i USA er vertikale landbrug slået igennem. Nordic Harvest er det største vertikale landbrug i Europa og blandt verdens p.t. største.

Ifølge Riemann bruger det vertikale landbrug kun en liter vand per kilo grønt, der produceres, hvilket er 250 gange mindre end der bruges på afgrøder, der dyrkes konventionelt på marker.

 

Da Nordic Harvest dyrker i et lukket og helt rent miljø uden jord, bruges der hverken sprøjtemidler eller andre kemikalier i produktionen – præcis som det er tilfældet med økologiske produkter. Men da Ø-mærket forudsætter at planterne skal vokse i jord – oprindeligt på grund af EUs intentioner om genopretning af landbrugsjorden – er det altså ikke muligt for Nordic Harvest at sætte Ø-mærket på deres produkter.

Størstedelen af den første høst fra Nordic Harvest er allerede afsat til kantiner og storkøkkener, mens Nordic Harvest forventer, at de første produkter lander i almindelige supermarkeder i starten af 2021.

Tænk, hvis konventionelle landbrug omlagde til vertikalt, nedlagde markerne og plantede træer i stedet …

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.