Da Ikea sendte Sonos | Ikea Symfonisk Billedramme på hylderne i sommer, var samtlige anmeldere enige om én ting: Ikea burde gøre det muligt at få printet ejernes egne billeder og grafik på fronterne. Ikea lyttede ikke, men det gjorde et lille hollandsk firma ved navn Unisk.
I en mail til iNPUT fortæller hollænderne, at kundens billede trykkes på et åbent vævet akustisk stof og nemt installeres, ved at vikle det rundt om den eksisterende Symfonisk-billedrammes frontpanel.
– Vi mener, at billedrammens store fremtrædende overflade er et stykke dekoration der altid være et spørgsmål om individuel smag. Derfor har vi skabt et print-on-demand tekstilcover; så alle kan nyde deres foretrukne billede, fortæller Harm Jan de Nooijer, designer hos Unisk, til iNPUT.
Helt billigt er det dog ikke. En printet front koster 514 kroner – altså dobbelt op, hvis du har et stereosæt hængende i stuen. Desuden leveres trykket uden selve fronten; man skal selv skifte det ud på den front, man har i forvejen. Til sammenligning koster en helt ny front 150 kroner hos Ikea. Men så skal du også leve med det motiv, Ikea har valgt.
Ikea Symfonisk Limited iNPUT-edition 😉 Du kan lave dine egne fronter direkte på hjemmesiden ved at uploade det billede eller grafik, du foretrækker. Og skulle du have lyst til at få den specielle Limited iNPUT Edition , jeg lavede til artiklen her, sender jeg gerne grafikken 😉
Unisk tilbyder i øvrigt også nye fronter til Sonos | Ikea Symfonisk Boghylde-højttaleren – blandt andet fronter, fremstillet af træ.