Batterier degraderer over tid. Men det kan i nogle tilfælde være rart at vide, hvor meget og det kan en ny test hos FDM nu give svaret på. Det er den første af sin slags herhjemme, hvor du kan få testet batteriet af en uvildig instans.
Testen måler batteriets aktuelle kapacitet – eller State of Health (SoH) og kan udføres på både el og pluginhybrider. Resultatet fås som en procentsats af batteriets oprindelige kapacitet.
“Når batteriet med tiden bliver slidt og degraderet, får bilen en kortere rækkevidde. Det kan nogle medlemmer mærke – eller de kan have en fornemmelse af det – men de kan ikke selv måle det. Nogle gange fremgår det af et display i bilen, men det kan man ikke nødvendigvis stole på. Mærkeværkstedet har hidtil været det eneste, der har kunnet måle batteriets tilstand, og her er beskeden oftest, at batteriet intet fejler,” fortæller Lone Otto, der er områdechef i Teknisk Rådgivning hos FDM.
Sådan foregår batteritesten
- Når du ankommer til FDMs testcenter, skal du sørge for, at din elbil er ladet op til 100%
- Der installeres en dongle i din bils OBD-port, som skal analysere elbatteriet
- Når din elbil ved kørsel når 10% ladetilstand, modtager du en SMS om, at testen afsluttes (testen skal være foretaget indenfor 3 dage)
- Du kommer tilbage med elbilen til testcentret, hvor donglen afmonteres
- Du får tilsendt et certifikat med batteriets sundhedstilstand efter to dage
Kilde: FDM.dk
Testen er i følge FDM den eneste godkendte og certificerede test af sin slags, som kan teste bilens højvoltsbatteri. Den monterede dongle er fra firmaet Aviloo og efter endt test lover FDM, at de selvfølgelig rådgiver i forhold til resultatet.
Skal man købe eller sælge en el- eller pluginhybrid, så opfordrer FDM til at testen indgår som en del af handlen.
“Vores klare anbefaling til køberne er, at de skal bede sælger foretage en kapacitetstest af batteriet, inden handlen indgås. På den måde kan man se, om batteriets kapacitet stadig er, som den skal være. Alternativt kan man risikere at stå med en nærmest ubrugelig bil, der skal have et nyt batteri eller have udskiftet dele af batteriet. Det kan nemt koste i nærheden af 200.000 kr.,” påpeger Lone Otto.
En test koster 1.299 kroner for medlemmer af FDM. Testen kan foretages uanset temperatur eller hastighed, siger FDM.
Kan teste de fleste biler
FDM har ikke en komplet liste over kompatible biler, hvor testen kan foretages, men oplyser at de dækker størstedelen af brugtmarkedet. Herunder Hyundai Kona, Renault Zoe, VW e-Golf, VW ID.3 samt stort set samtlige modeller fra Tesla, herunder Model 3, Model S og Model X. Ved bestilling af en test, så vil man få svar på hvorvidt bilen kan testet.
Bestilling af testen kan ske hos FDM. Den er tilgængelig i afdelingerne placeret i Hillerød, Kgs. Lyngby, Roskilde, Odense, Aarhus og Aalborg.