I et træk der lader til at hente inspiration fra Black Mirror-afsnittet Nosedive, har Facebook afsløret, at de vil indføre en “troværdighedsscore” for alle brugere. Det sker i et forsøg på at bekæmpe fake news. Men Facebook vil ikke afsløre kriterierne for bedømmelsen af frygt for, at utroværdige personer vil forsøge at snyde systemet.
Facebooks produktchef, Tessa Lyon, fortæller til Washington Post at samtlige brugere bedømmes på en skala fra nul til et. Det eneste parameter hun afslører, er brugernes feedback-historik. Hvis en bestemt bruger konsekvent markerer en nyhedskilde som utroværdig, bliver det brugeren, der bedømmes til at være utroværdig.
Mening med galskaben
Og selv om det lyder skørt, så er der mening med galskaben. Facebook har længe været afhængige af at brugerne rapporterede om problematisk indhold – men efterhånden som Facebook har udbygget systemet, er nogle brugere fejlagtigt begyndt at rapportere emner og tjenester som usande. Det kan eksempelvis være Trump-tilhængere, der konsekvent markerer Wall Street Journal som utroværdig.
“Det er ikke ualmindeligt, at folk fortæller os, at noget er falsk, simpelthen fordi de er uenige med forudsætningen for en historie, eller de forsætligt forsøger at målrette mod en bestemt udgiver,” siger Lyons til avisen.
Troværdighedsscoren er ikke ment som en absolut indikator på en brugers hæderlighed. I stedet er den en (væsentlig, red.) del af tusinder af forskellige adfærds-algoritmer, som er med til at give en samlet bedømmelse. Men Facebook vil ikke ind på detaljer og det bekymrer Claire Wardle, der er direktør for First Draft, et forskningslaboratorium inden for Harvard Kennedy School, der fokuserer på virkningen af misinformation:
“Det gør os utrygge at vi ikke ved, hvordan Facebook bedømmer brugerne. Men ironien er, at at de ikke kan fortælle os, hvordan de dømmer os – for hvis de gør det, bliver de algoritmer, de har bygget, med stor sandsynlighed snydt”.