Facebook Messenger er langt om længe landet i en udgave til Windows og Mac, så det er blevet nemmere at skrive beskeder og videochatte med venner og familie. App’en er blevet tilgængelig på både Microsoft Store og i Mac App Store og ligner i det store hele sin mobile fætter. Den har endda Dark Mode.
Messenger til computere har været undervejs i lang tid. Det er fire år siden, at der første gang spredte sig rygter om programmet, men Facebook bekræftede først, at de arbejdede på Messenger til Desktop sidste år.
Om det er et tilfælde, at den udkommer her midt under COVID-19-krisen vides ikke, men tidspunktet er ret velvalgt.
”Mere end nogensinde bruges teknologien til at holde kontakten med de mennesker, vi bekym,rer os om, selv når vi er fysisk adskilte. I løbet af den sidste måned har vi oplevet mere end 100 procents stigning i mennesker, der bruger deres desktopcomputer til lyd- og videoopkald på Messenger. Med app’en til Windows og Mac kommer det bedste fra Messenger til skrivebordet,” skriver Facebook i et blogindlæg.
Her er nogle af de højdepunkter, Facebook fremhæver:
- Gruppevideoopkald på en større skærm. Hold kontakten med familie og venner, deltag i en træning eller bliv vært under en virtuel happy hour.
- Let at tilslutte. Du behøver ikke at kende nogens e-mail eller telefonnummer, da alle dine Facebook-venner har Messenger.
- Multitasking. Dine chats er let tilgængelige, og du kan poppe ind og ud af appen, mens du gør andre ting på din computer.
- Underretninger. Du kan modtage underretninger om nye meddelelser, så du hurtigt kan finde den chat, du leder efter. Men du har kontrol – du kan vælge at slå beskeder fra og slukke.
- Chats synkroniseres på tværs af mobil og desktop. Du vil aldrig gå glip af et opkald eller en meddelelse, uanset hvilken enhed du bruger.
- Alt hvad du elsker fra Messenger på en større skærm. Inkluderer Dark Mode og GIF’er.
Facebook Messenger til desktop er gratis og kan som sagt hentes i både Microsoft Store og i Mac App Store.