Falck har ombygget en elbil, så den har energi nok til det krævende job som redningskøretøj. Bilen skal ikke køre med patienter, men planen er, at en stor del af de almindelige ambulancer skal køre på el, skriver virksomheden i en pressemeddelelse. Den ombyggede Tesla kører i øjeblikket i Region Sydjylland.
”Den bliver testet under ægte udrykning med hurtig acceleration og hårde opbremsninger, og det har aldrig været gjort før. Vi tester på den og begynder udviklingen af en ambulance til liggende patienttransport sideløbende,” fortæller Jakob Riis, der er CEO i Falck.
” I Falck er vi optaget af at bruge mindre brændstof. Det er gavnligt både for miljøet og økonomien, og da ingen andre i verden har lavet en eldreven ambulance, har vi selv kastet os over at udvikle en,” fortæller Jakob Riis.
Separate elsystemer
Udfordringen for fremtidens el-ambulancer er, at batterierne også skal levere strøm til en masse udstyr i bilerne. Falck arbejder derfor nu på en løsning, hvor bilens batteri udelukkende bruges til at køre bilen, og alt udstyr skal køre på et andet system. Blandt andet monteres en varmeenhed, der anvender methanol.
”Vi kører med et separat elsystem i bilen, som gør, at alt udstyr drives udenom bilens batteri så eksempelvis udrykningslys og -lyd, radio, medicinsk udstyr og køle-/varmeudstyr kører i et lukket system, som er opladet ved afgang, mens en Fuel Cell hele tiden lader under kørsel og ophold uden for garagen,” forklarer Jakob Riis.
Falck har endnu ikke et bud på, hvornår de elektriske ambulancer kører ud på de danske veje.