ElbilerTophistorie

Familiecontainer går 100 procent elektrisk

Når 2024-udgaven af Citroën Berlingo kommer på vejene, bliver det udelukkende som elektrisk model.

Citroën Berlingo er en bil, der deler vandende. Nogle elsker den, andre vil aldrig ses i den. Nu har Citroën givet sin elektriske familiecontainer en opdatering til 2024. Og for første gang tilbydes den udelukkende som en elbil.

Målet med e-Berlingos facelift har været at give modellen et mere moderne udtryk og samtidig forbedre oplevelsen og ydeevnen. Den har blandt andet fået længere rækkevidde. Takket være et nyt LFP-batteri på 50 kWh skulle bilen nu køre op til 320 WLTP-kilometer på en opladning. En stigning på 20 procent i forhold til den forrige generation.

 

Når det kommer til DC-opladning, er det muligt at lade e-Berlingo fra 0 til 80 procent på 30 minutter ved 100 kW (ja, det er 0 og ikke 10). AC-opladning på 7,4 kW er standard, mens 11 kW 3-faset er tilkøb. En varmepumpe er også tilkøb.

Berlingo

Sædekonfigurationerne er mange, og anden sæderække får tre individuelle og glidende sæder. Der kommer også en udvidet version af Berlingo med 7 sæder, fordelt på tre rækker. Passagersædet på forsædet kan foldes helt sammen for at forlænge lastlængden.

 

e-Berlingo rummer 775 liter op til toppen af ​​ryglænet i bagagerummet – og hele 4.000 liter, hvis alle sæder er lagt ned. Bilen har i alt 27 opbevaringsrum spredt i hele kabinen. Et af rummene er den bagerste tagboks, kaldet Modutop, der tilbyder praktisk opbevaring til mindre genstande.

Førermiljøet har også fået en opdatering. En 10-tommer skærm er i fokus for bilens forbedrede infotainmentsystem og inkluderer navigation, medier og support for Apple CarPlay og Android Auto. Der er også trådløs oplader til mobilen og to USB-C stik ombord.

Citroën har endnu ikke oplyst priserne på den nye e-Berlingo. Den nuværende model kan p.t. købes fra 275.000 kroner, men mon ikke 2024-udgaven bliver dyrere, det større batteri taget betragtning?

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.