100 kilometers rækkevidde på bare tre minutter. Det lover forskningsprojektet FastCharge, som tyske bilgiganter som BMW og Porsche blandt andet står bag. Opladeren har en kapacitet på 450 kW, hvilket er tre gange så meget, som Teslas Superchargers (145 kW, red.). Sæt en BMW i3 til laderen og snup en kop kaffe – efter 15 minutter er bilen 80 procent opladet, hævdes det.
FastCharge-prototypen understøtter både 400- og 800-volt batterisystemer og vælger selv den bedste løsning, når en bil tilsluttes. Den teoretiske opladningshastighed kan dog endnu ikke udnyttes af nogen elbil på markedet. FastCharge blev demonstreret med prototypen af Porsche Taycan (der forventes lanceret næste år) og den formåede at suge en smule over 400 kW. Audi E-Tron (ude til foråret, red.) kan til sammenligning trække 150 kW, mens Jaguar i-Pace “kun” kan trække 100 kW.
Man må dog forvente at bilproducenterne hæver barren på fremtidige modeller, når først ladersystemet er tilgængeligt ude i verden.
I skrivende stund har FastCharge installeret en fungerende oplader i Tyskland, men det vil naturligvis tage tid at brede et helt netværk ud. Der stilles også spørgsmålstegn ved elnettets evne til at håndtere en stor mængde strømsultne opladere, der alle skal levere strøm på samme tid. Men det er en helt anden snak …