Sikkerhedsstyrelsen udførte i efteråret 2018 en kontrol af 30 tilfældigt udvalgte LED-belysningsprodukter, og resultatet er graverende. I 19 tilfælde – altså over halvdelen – fandt styrelsen usynlige fejl, der i værste fald kan give forbrugerne elektrisk stød, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
Kontrollen betød, at et produkt blev fjernet fra markedet, et andet blev tilbagekaldt og de resterende LED-lys blev sendt tilbage til producenten med krav om at ændre konstruktionen, så produktet kan leve op til lovgivningen.
Skjulte fejl
De fleste af fejlene var ikke synlige for det blotte øje. Generelt var fejlene for små isolationsafstande eller utilstrækkelig isolering i transformeren fra 230 til 12 volt. Denne type fejl giver risiko for elektrisk stød.
En anden type fejl var på produkter med integrerede LED-dioder var, at forbrugerne kunne røre direkte ved dioderne, selvom de ikke kunne skiftes som en pære i en lampe. Det giver risiko for elektrisk stød, oplyser Sikkerhedsstyrelsen.
Hos TEKNIQ Installationsbranchen er man overrasket over, hvor mange fejl kontrollen har afsløret.
– Tallene er voldsomme og jeg er fuldstændig enig med Sikkerhedsstyrelsen, når de beder fabrikanter og EU-importører om at stramme op på kontrollen. Fejl i 19 ud af 30 testede produkter er naturligvis ikke godt nok, siger Simon O. Rasmussen, underdirektør i TEKNIQ, der repræsenterer de danske el- og vvs-installationsvirksomheder, i en pressemeddelelse.
Tjek efter dansk brugervejledning
Sikkerhedsstyrelsen opfordrer forbrugerne til at sikre sig, at der følger en dansk brugervejledning med elproduktet; det er nemlig et krav for at få godkendt produktet i Danmark. Derudover skal fabrikanten eller EU-importørens navn og postadresse stå på produktet. Hvis der ikke er plads til navn og adresse på produktet, skal det fremgå af salgsindpakningen.
Styrelsen har ikke sat navn på hverken de testede LED-lys eller de produkter, der dumpede i kontrollen.