Efter at have været “lækket” i en video i midten af juni, er Fiat 600e endelig officiel. Bilen er en lille crossover-søster til Peugeot e-2008 og Jeep Avenger. Takket være et 54 kWh-batteri har bilen en WLTP-rækkevidde på op til 400 kilometer i blandet kørsel og 600 kilometer i bykørsel. Fiat har altså indstillet sigtekornet efter byboerne og ikke langtursentusiasterne.
Motoren har en effekt på 115 kW (156 hk), hvilket giver acceleration fra 0-100 km/t på 9,0 sekunder, og der er mulighed for at vælge mellem tre køreindstillinger: Øko, normal eller sport. Den kan lades med op til 100 kW DC og 11 kW hjemme i garagen.
600e kommer i to udgaver med samme specs, men forskellige udstyrspakker. Topmodellen hedder La Prima , mens indstigningsmodellen hedder Fiat (600e) RED . Den er lavet i samarbejde med (RED)-organisationen, som også Apple har haft et mangeårigt samarbejde med.
Fiat 600e La Prima. Selv om Fiat 600e er en lille bil på 4,17 meter, er den knapt så “konet” som lillesøster 500e. Den er tegnet med skarpere linjer og har fået en ny LED-lyssignatur. 600-logoet i krom er placeret på fronten og på siderne. Den har også fået større hjul (op til 18” og en diameter på 690 mm), matsorte skørter og hjulkasser.
Bilen byder på fem sæder, 15 liter opbevaringsmuligheder i centerkonsol, sædelommer mv. og en bagagerumsvolumen på 360 liter.
Et kig indenfor i Fiat 600e La Prima. Masser af udstyr Indvendigt har Fiat givet 600e det, de kalder for en “unik surround farveoplevelse”. Man kan nemlig vælge op til otte forskellige farver til både det omgivende lys og radiostemningen med en tone-i-tone standardkombination og i alt 64 forskellige matchende muligheder.
Førersædet er justerbart og er udstyret med rygmassagefunktion. Herudover er der gulvmåtter i velour, 40/60 bagsæder, USB type A & type C + type C på anden række, trådløs oplader til smartphone og nøglefri adgang.
Herudover er 600e er udstyret med håndfri elektrisk bagklap, elruder, automatisk klimaanlæg, skumrings- og regnsensorer. Et 6-højttalers lydsystem, 10,25″ radio med navigation, trådløst CarPlay og Android Auto, 7″ digital cluster og diverse connected services.
Kortet i TomTom-navigationssystemet opdateres automatisk og viser bl.a. alle de ladestandere, der er tilgængelige på ruten og realtidsinformation om tilgængelige gratis parkeringspladser på offentlig vej.
Af sikkerhedsfunktioner byder bilen på bl.a. adaptiv fartpilot, skiltegenkendelse, blindvinkelalarm, elektrisk parkeringsbremse, automatisk nødbremsesystem samt parkeringssensor og bakkamera med 180°-visning.
Fiat (600e) RED varianten, der ikke har kromlogo . Mens Fiat (600e) RED i sagens natur kun fås i rød, kommer La Prima i fire forskellige farver, der alle tager udgangspunkt i det italienske landskab: Sun of Italy, Sea of Italy, Earth of Italy, Sky of Italy.
Bilen bliver i første omgang lanceret på det italienske marked til september. Hvornår den kommer her til landet er endnu ikke fastlagt. Fiat har heller ikke delt informationer om priserne endnu, men et gæt er, at RED-udgaven får en pris, der starter ved omkring 280.000 kroner, ligesom Jeep Avenger.