Priserne på elbiler fortsætter med at falde støt. Ikke bare hos Tesla. Fiat har netop lanceret deres “folkevogn”, Grande Panda, i Frankrig og Holland – og Fiat formår at holde startprisen til omkring 25.000 euro, svarende til 187.000 kroner, i begge lande.
I Holland står den i øjeblikket til 25.990 euro, mens den i Frankrig kan forudbestiles for bare 18.900 euro, inklusive skatter. Det svarer til bare 141.000 kroner. Med den franske bonus écologique kommer prisen ned på 15.900 euro (119.000 kroner).
Grande Panda kommer først til Danmark i løbet af 2025 og de danske priser er endnu ikke fastlagt. Men ud fra priserne i Holland og Frankrig begynder det at se interessant ud. Selv om den næppe vil ramme den uhyrligt lave franske pris.
Grande Panda kommer i to fuldelektriske udgaver. Ud over basisversionen, der hedder Red , fås den også i en dyrere variant ved navn La Prima . Den er bestykket med et et 44 kWh batteri og en elmotor, der yder 113 hk, hvilket giver en forventet rækkevidde på 320 WLTP-kilometer.
Altså minder den i mistænkelig grad om Citroën ë-C3, der har samme batterikapacitet og motor. Begge modeller bygges da også på Stellantis gruppens STLA Smart Car-platform.
Trods en beskeden længde på kun 3,99 meter, en højde på 1,57 meter og en bredde på 1,76 meter, rummer bilen en familie på 5 personer. Bagagerummet har en kapacitet på 361 liter, mens opbevaringsrummene foran passagersædet kan rumme 13 liter.
Som noget helt nyt har Grande Panda et integreret ladekabel, der kan lade med op til 7 kW. Det spiralsnoede kabel kan trækkes ud og returneres bag en klap under motorhjelmen.
Skærmbillede fra den franske Fiat-hjemmeside.