Går du med tanker om at skifte til elbil, kan du ånde lettet op. Du behøver ikke få det klaret inden jul, for at nyde godt af de lave afgifter. I den finanslov, som Regeringen i dag har fremlagt, udskydes de planlagte afgiftsstigninger på elbiler nemlig i yderligere to år.
I finansloven hedder det: “Aftalepartierne er enige om at forhøje bundfradraget i registreringsafgiften for nulemissions-personbiler, så bundfradraget ikke falder fra 2023 og frem til 2025”.
Derved forhøjes bundfradraget med ca. 3.000 kroner i 2024 og ca. 5.500 kroner i 2025 i forhold til de nugældende regler.
Med aftalen vurderer De Danske Bilimportører, at andelen af solgte elbiler i 2024 kommer til at overstige 50 procent.
– Afgiftsniveauet betyder utrolig meget for danskernes bilvalg, og skal den gode udvikling i retning af nulemissionsbiler fastholdes, så skal den grønne fornuft stadig følges med den økonomisk sunde fornuft. Det, der i dag er truffet aftale om, er et vigtigt skridt i den rigtige retning. Mens elbilsalget er hårdt ramt i vores nabolande, så vil dagens aftale bidrage til en fortsat god udvikling her i landet, siger Mads Rørvig, Adm. direktør for De Danske Bilimportører.
De nu aflyste afgiftsstigninger ville have været dyre for kommende elbilister. Eksempelvis ville prisen på på Long Range-udgaven af Model Y stige med 7.000 kroner fra nytår. I 2030 ville den være mere end 200.000 kroner dyrere end i dag.
Læs mere: Så meget stiger Tesla i pris efter nytår.
Hele finaslovsaftalen kan læses her.