Myndigheder i 19 lande har tirsdag slået til i stor, international sag om ulovlig distribution af piratfilm og tv-serier. Sagen trækker også tråde til Danmark, hvor fire mænd blev anholdt af politiet. Efterforskningen har været forankret i USA, og har været støttet af Europol og Eurojust, fortæller SØIK i en pressemeddelelse.
Det er formodningen, at organisationen ulovligt har skaffet sig adgang til film og tv-serier forud for deres udgivelsesdato. Efterfølgende er værkerne blevet distribueret via servere rundt omkring i verdenen, hvor brugere har haft adgang, og det har betydet et tab for branchen på mere end 60 mio. kroner, hedder det videre.
– Det rammer samfundsøkonomien og os alle, når der bliver snydt med rettigheder for film og tv-serier. Branchen bliver ramt direkte på pengepungen, men det rammer også alle de, der arbejder med at lave film og tv – som for eksempel skuespillere, musikere, frisører og makeupartister. Derudover går statskassen også glip af moms og afgifter, siger vicepolitiinspektør Michael Lichtenstein fra SØIK.
Statsadvokaten for International og Økonomisk Kriminalitet (SØIK) har i den danske del af aktionen ransaget hos en 40-årig mand i Søllested, en 35-årig mand i Horsens, en 40-årig mand i Nakskov og en 48-årig mand i Skovlunde. De er nu alle sigtede, men løsladt igen indtil retssagen.
Under ransagningerne blev der beslaglagt servere og øvrigt it-udstyr. Det skal nu undersøges nærmere af Rigspolitiets it-specialister fra NC3, der deltog i ransagningerne.
Myndigheder fra 19 lande deltog i aktionen, og flere end 60 servere med ulovligt indhold er taget ned i blandt andet Sydkorea, Tjekkiet, Danmark, Frankrig, Tyskland, Letland, Rumænien, Polen, Portugal, Spanien, Sverige, Schweiz, Holland, Norge og Storbritannien.