Enten er Nintendo Switch en konsol, der er rimelig anæmisk i forhold til konkurrenterne fra Sony og Microsoft, eller også er den en håndholdt konsol med gode specs (og sikkert et hårdt presset batteri). Nintendo har netop offentliggjort, at det nye Zelda bliver sidste spil til Wii U, så der er ingen tvivl om, at de ser Switch som en slags afløser efter Wii U’s skuffende salgstal, selvom den med sin 1080p opløsning og NVIDIA Tegra X1-processor ligger langt fra f.eks. PlayStation 4, der i Pro-udgaven klarer både 4K og VR.
Nintendo er stadig Nintendo
Men som altid med Nintendo drejer det sig ikke om specifikationer – tager man sin Switch ud af den medfølgende dock, så har man en dedikeret gaming-tablet, med en ordentlige hardware-controller, som nemt kan smides i en rygsæk og spiller præcis samme spil, som hjemme i stuen. Skærmen er på 6,2-tommer i 720p-opløsning. Og for at understrege, at Nintendo er Nintendo, så bliver et af premierespillene 1-2-Switch, der byder på danse battles, fingerpistol-dueller og ko-malkning på tid. Det bliver spændende at se, hvor Nintendo Switch lander, og hvad den kan, når den kommer på gaden i marts til en pris lige under 3.000 kroner.